Mau Lindow Tarbensens debutroman ’Salat’ er bedst i sine beskrivelser af internetcaféen og salatfabrikkens frokoststue

Mau Lindow Tarbensens debutroman ’Salat’ er bedst i sine beskrivelser af internetcaféen og salatfabrikkens frokoststue
Mau Lindow Tarbensen. (Foto: André Hansen)

ROMAN. Det starter ellers så lovende med et satirisk indblik i det limbo, det kan være at modtage dagpenge.

I Mau Lindow Tarbensens romandebut er Isa nemlig ret træt af jobcentret, hvor hun efter moderat succes med en roman nu mere eller mindre ufrivilligt er blevet påduttet jobmålet kommunikativ planlægger. Hun slider sig gennem workshops med ord, der kan tage pusten fra enhver: For eksempel kompetenceafklaring og elevatortale.

Yes, tænkte jeg, det satiriske potentiale i bureaukrati er stort, og samtidslitteraturen elsker prekariatets jobsøgning som det moderne samfunds Sisyfos-myte: 

»Jobcentret var et sted, som var lavet til at få noget til at ske, men hvor der skete meget lidt.«

Isa tager derfor til Mölndal i Sverige for at arbejde på en fabrik, der pakker salater. Der er noget pirrende og selvransagende i at lade sin hovedperson udføre samlebåndsarbejde. I hvert fald kan forfattere ofte ikke dy sig for at undersøge det mekaniske og redundante i sådan et arbejde, analogien er simpelthen for skøn: Det kapitalistiske samfund som én stor fabrik, mennesket som maskine.

(Foto: Sille Dalsgaard Petersen/Arkiv for Detaljer)

I Jonas Eikas debut ‘Lageret Huset Marie’ arbejder Elias på et lager, i Viggo Bjerrings ‘Verdenshjertet’ skriver Mads tekster uden indhold om natten, og i vor tids mest berømte arbejdspladsroman, Olga Ravns ‘De ansatte’, arbejder robotter og mennesker side om side i en sci-fi-kritik af konkurrencesamfundet. 

Alle tre bøger placerer et menneskeligt subjekt på en anonym arbejdsplads, giver det kedelige opgaver og peger på den måde på, hvor ødelæggende kapitalismen er for mennesket.

Der er meget af det samme på spil hos Tarbensen: Isa flytter ind på hotellet Good Morning Mölndal, og på fabrikken får hun til opgave at betjene den maskine, der sørger for at placere præcis 25 gram salattern i hver boks. Snart kalder hun maskinen for »hun« og hilser den godmorgen. Hun menneskeliggør maskinen og tingsliggør sig selv. Isas kognitive evner bliver sløve, hun får synsforstyrrelser og går og nynner Sebastian-omkvædet »sådan er alle mine dage«:

»Hun ville føle sig som ét stort fælles sanseorgan, sammensmelte med det sansende, Tramper S-360, full circle, blive indlejret i maskinen, skælvende og brummende i timevis, miste sin krop til en anden krop (…)«

Det er et godt greb, men det bliver lige tydeligt nok, at Isa i mødet med maskinen glemmer sig selv og bliver til den. Den gamle traver om, at show it, don’t tell it, har sin berettigelse endnu.

En pointe, der til gengæld gerne måtte være trådt tydeligere frem, er, hvad det egentlig er, Isa vil. Hun spiser på det lokale pizzeria, svømmer baner i svømmehallen og drikker sig fuld alene. Det får mig til at tænke på en kommentar, Linea Maja Ernst skrev i Weekendavisen, der beskriver den »demonstrative unlikeable kvindelige fortæller« i det, hun kalder samtidens deroute-litteratur; fantasien om bare at lade stå til, og at det ikke længere skal være noget, kun mænd må.

Jeg kan sagtens interessere mig for meningsløshed, men forfald for forfaldets skyld virker både ugideligt og små-privilegeret. Isa lader stå til, hun drikker øl fra automaten på hotellet, hun har ingen mål, intet behov for menneskelige relationer og tilsyneladende intet bagland. Hvis jeg skal interessere mig for hendes deroute, skal jeg have lidt hjælp til at forstå den.

‘Salat’ er bedst, når den er samfundssatire og i dens beskrivelser af små økosystemer som internetcaféen In the Matrix, hvor Isa spiller ’Counter-Strike’, og salatfabrikkens frokoststue, hvor alle medarbejdere skal nå at prøve en kollegas nye humørring, før pausen er forbi. Og så er den sværest at interessere sig for, når vi får så få informationer om Isa, at hun aldrig bliver en helstøbt karakter.


Kort sagt:
Debutanten har potentiale og gode idéer, men ‘Salat’ er desværre både under- og overfortalt. Som læser savner man lidt backstory at binde Isas valg op på. Man kunne til gengæld have levet med lidt mindre tydelig menneske-maskine-symbolik.

’Salat’. Roman. Forfattere: Mau Lindow Tarbensen. Forlag: Arkiv for Detaljer. Længde: 203 sider.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af