JAZZ: Nu Spirit Helsinki – når hvide bliver sorte

Future Sound of Jazz, Konsistoriegården.
søndag d. 6. juli kl. 22:00
2. del af dobbeltkoncert med Quintessence og Nu Spirit Helsinki.

Efter Quintessence og en længere pause kom de rutinerede nu-jazzere fra Helsinki på scenen. Det er et stort personel der skal til at betjene rhodes, synthesizere, programmering, congas, kobjælder og de mere traditionelle instrumenter som trommer, bas, guitar, tenorsax, flugelhorn og trombone.
De 8 blege finner stod i en formation, som efterlod et stort tomrum midt på scenen. Umiddelbart en underlig disposition, men da det blev klart, hvad det skulle bruges til, ændrede aftenen karakter.

Det var ikke varmt denne juli aften i København. Men da Nu Spirit Helsinki efter en lidt tøvende, men ikke dårlig start, introducerede først den gambianske sanger Daddy Ous, og senere den smukke, sorte sangerinde Ona Kamo, var det som om der skyllede en bølge af vestafrikansk varme ud under det store kastanietræ i Konsistoriegården. Folks kropsholdning ændrede sig med et; fra sammenkrøbet, småfrysende, til dansende med armene i vejret, oppe foran scenen.

Herfra var isen blank for Nu Spirit Helsinki – og de kørte resten af settet hjem med deres smittende mix af jazz, funk, soul, afro, latin, broken beats, two step, house, jungle – you name it. Med flotte solopræstationer undervejs af percussionisten Abdissa “Mamba” Assefa, Kim Rantala på Rhodes, og ikke mindst Jukka Eskola på flugelhorn. Sidstnævnte førte sammen med Ona Kamo an i den massive sejr som Nu Spirit Helsinki og publikum sammen vandt over det kølige sommervejr denne aften, hvor vi alle for en stund kunne tro, at vi havde en anden hudfarve og befandt os i et helt andet og varmere land.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af