MIDTFYNS: Kick The Kangaroo – suveræne pungdyr
Kængurugutterne blev budt velkommen af børnesangen “Stop den lille Kænguru” som hurtigt blev afløst af massivt guitardomineret hardrock. Tankerne henledtes øjeblikkeligt til 80’ernes såkaldte heavyikoner såsom AC/DC og teltet blev fyldt fuldstændigt ud med festende mennesker. Imponerende taget i betragtning at, at den eftertragtede Rytmescene netop blev åbnet.
Bandet kastede sig ud i en vild og superenergisk performance som bød på sceneshow i absolut særklasse og energien var overvældende.
I en suveræn blanding af frisk melankoli, kastede Kængurusparkene sig ud i absolut hitpotente numre, herunder: “Last Kiss, “Something Else” og “Think About The Rain” som var hårdt medrivende. Det var svært at skjule sin begejstring for dette band og vi befandt os snart blandt alle de mange andre fans som skrigende forsøgte at få kontakt med bandet.
Er man til straightforward pop/rock i et frisk tempo med en melankolsk garniture, så er Kick The Kangaroo den bedste opskrift på en sikker sejr. Lidt mere variation ville dog ikke skade og opfindsomheden er begrænset til ørehængere.
Uden forbehold tør jeg godt garantere, at Kick The Kangaroo bliver en fast del af radiomaterialet – hvis de da ikke bliver fængslet for deres mishandling af dyr. Hvad har et uskyldigt pungdyr gjort dem?