MELODY MAKER: En Entakt gevinst
Aftenens sidste band i denne runde af Melody Maker contest, var også vinderne. Det kom ikke som en overraskelse.
Som de andre deltagende bands, var bandets stærkeste profil deres vokal og Jonas’ stemme rangerer i absolut særklasse. Magen til talent skal der spejdes længe efter og man kaster sig i støvet, når han synger med en gennemtrængende stærk vokal eller med den superfine falset som rejser hårene på armene.
Med storladne ballader og sørgmodige passager, understregede Entakt, at det danske sprog i særdeleshed kan fortælle dybsindige historier. Teksterne kunne imponere Steffen Brandt (tv2) og melodiernes skæve og legende kompositioner, bakkede godt om handlingen. Det er poesi med charme, personlighed – og desværre alt for meget kærlighed. Personligt mener jeg ikke, at man kan have så megen hjertesmerte, at det skal dominere indeholdet i teksterne. Men sådan er det tit med danske sange. Kan vi blive ved med at synge om forsmået kærlighed? Nå pyt.
Hvorom alt er, var det en religiøs og gennemført lækker oplevelse, at opleve Entakt. Men havde det ikke været for den karismatiske forsanger og hans evne til at tryllebinde publikum – så havde det nok været lidt for tamt. Jonas bærer meget (måske alt for meget) af konceptet på hans skuldre og det afspejles på hans lidt tilbageholdende kollegaer. Men nok om det…de er i hvert fald alle sammen afsindigt musikalske og det var velfortjent at Entakt løb med sejren! Tillykke herfra.