Teitur
Teitur er en færøsk gut med et musikalsk talent større end de flestes, og med sine forholdvis enkle men dybtfølte sange har han været så overbevisende, at han har fået en kontrakt med Universal Records i USA, hvor han debuterer med albummet ‘Poetry and Aeroplanes’. Hen over sommeren har Teitur turneret i USA på både større og mindre steder, og har blandt varmet op for større navne som Tori Amos og Jesse Malin.
Det bærende element i Teiturs musik er hans akustiske guitar, som han håndterer mesterligt, og hans klare stemme. Men derudover er arrangementerne også ofte beriget med både trommer og strygere, der er med til at skabe den tyngde, der skal til, for det hele ikke ryger omkuld i det nordatlantiske blæsevejr. Tempo- og stilmæssigt befinder Teitur sig det meste af tiden en tand lige over slo-core, og det kunne lyde som om han haft lagt øre til blandt andet David Gray og Beck, når han er mest folk-agtig.
Af albummets 11 numre er der mange, der kan fremhæves, og mange af dem bliver efter min mening kun bedre og bedre af blive spillet igen og igen. Især ‘Sleeping with the light on’ og den smukke ‘Josephine hører til i denne kategori, mens jeg undrer mig lidt over tilstedeværelsen af et nummer som ‘I was just thinking’, der simpelthen har for meget snert af røvballerock. Derudover er der dog ikke mange skønhedsfejl, og det er klart et album, man godt kan gå ned og forlange ens pladepusher langer over disken hurtigst muligt.
—
Foto: Martin Dam Kristensen