Moloko – russisk mælk har aldrig smagt bedre!

Lad det være sagt med det samme: Russisk mælk har aldrig smagt bedre! I hvert fald ikke når den bliver serveret i den form og med den kølighed, som frontdivaen Roisin Murphy og resten af Moloko* præsterede det i går aftes på et propfyldt Train i Århus.

Velopvarmet af det islandske trip-hop-kollektiv Gus Gus med sangerinde Earth og den Wili Jønsson-lignende frontindpisker President Bongo i første geled, blev den på alle måder overvældende audiovisuelle koncert skudt i gang med bravour. Gus Gus’ Reykjavik-inspirerede dancemusik høstede aldeles mange interesserede og medrivende blikke fra publikum, og det var fuldt fortjent, for der var af masser af substans og ideer at hente i kvartettens musik.

Men de interesserede blikke blev absolut ikke færre, da Moloko og førnævnte darling Roisin Murphy entrerede scenen. Ja, størstedelen af blikkene hos især hankønsvæsnerne ændrede vist karakter til et strejf af forelskelse, og alle i den samme kvinde.

Men bebrejde nogen kunne man ikke, for Roisin Murphy var vanvittig forførende og havde publikum i sin hule hånd, lige fra det øjeblik hun betrådte scenen iført en fræk lædermaske og vaskebjørnspels til hun – adskillige spøjse påklædningsgenstande senere – lod ekstranummeret “Indigo” rinde ud, iklædt strudsemaske og et kabaret kostume.

Moloko, der oprindeligt består af duoen Mark Brydon og Roisin Murphy, blev på Train ledsaget af et både groovende og overordentligt velspillende orkester anført af det lille klavergeni Eddie Stevens, hvis konstant særprægede armbevægelser og soli tilføjede ligeså meget underholdning til koncerten som en bare generelt musikalsk overlegenhed.

Den særprægede blanding af pop, disco, jazz, latin, easy listening, ja you name it blev simpelthen leveret så træfsikkert fra alle leder og kanter, at det seks mand/kvinde store ensemble nærmest kom til at understrege den tvingende nødvendige karaktergivning for aftenens koncert. Seks pinde i alt, en til hver, og så nok en ekstra til Roisin Murphy…

*Moloko er det russiske ord for mælk.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af