V/A Stéphane Pompougnac
Først lige… hvad er det egentlig det der Hôtel Costes? Hôtel Costes er et eksklusivt designerhotel i Paris, som selvfølgelig har deres egen lydarkitekt/designer, i form af den franske DJ Stephane Pompougnac. Pompougnacs job er simpelthen at lave et lækkert lydbillede eller lydtapet på hotellet, altså en sofistikeret form for muzak. Denne muzak udkom for første gang i 1999 på det første Hôtel Costes album, og Pompougnac er altså nu nået til det sjette i rækken. Musikken har på de første fem album været forførende house rytmer i den tilbagelænede stil, med jazz og latinske rytmer godt iblandet, især bossanovaen har fyldt godt.
Som dansker bliver man lidt stolt når cd’en sættes på, det første nummer er nemlig ‘In The Black Of Night’ fra Slow Train, hvor mange der kender Slow Train ved jeg ikke, men duoen består af den engelske sangerinde Lady Z og så Morten Varano den ene halvdel af nu opløste Puddu Varano. Men nu væk fra det nationalistiske.
Albummet består af 14 lækre numre, så langt så godt, det var hvad man havde forventet, og numrene er forskellige og afvekslende, og som tidligere bevæger vi os inden for den tilbagelænede jazzede latinhouse, også som forventet, ja der er sågar blevet plads til Emmanuelsantarromana, dejlig østeuropæisk harmonikamusik …
Men, der forventes noget mere af en mand som Pompougnac, styrken ved de foregående fem Costes album har været den røde tråd, måden hvorpå man blev ført fra det ene nummer til det andet, og blot kunne føle sig behaget.
Ved indretningen af en lejlighed eller et hotel for den sags skyld, forventer man noget særligt, når man får en indretningsarkitekt i særklasse til at gøre det.
Enhver vil kunne lave en flot stue ved brug af Arne Jacobsen møbler, men kunsten er, at få stuen til at være mere end bare flot eller elegant.
Efter at have hørt albummet igennem, danner der sig et billede af et rum fyldt med stole fra Wegner, Mogensen, Kjærholm, Panthon og Jacobsen, de har alle lavet fantastiske stole, men derfor betyder det ikke at de virker sammen, det var ellers det Pompougnac formåede på de første 5 album, at lave et design der rummede mere end en stilart, og som samtidig var mere end flot og elegant.
Det kommer nu til at lyde, som om der ikke er nogen form for kvalitet i albummet. Men jo, det er der, og det hjælper især hvis man spoler frem til nummer seks ‘Morenito Feat. Clémentine’, som faktisk er Pompougnacs eget nummer, derfra glider de forskellige numre dejligt fremefter, balancen mellem jazz, bossanova, forførende kvindestemmer og housemusik er i top. Men i de sidste to numre tabes jeg igen, endnu engang virker det som om, der ikke er tænkt nærmere over sammenhængen.
Der er vel ikke så meget mere at sige end, Pompougnac det kunne du godt ha gjort bedre, et halvt design er ikke ok, jeg vil hellere beholde et af de gamle tapeter.