Funkstörung

Forstyrrende. Fantasifuldt. Flagrende. Forskelligt. Flabet. Fandenivoldsk. Flyvsk. Fladt. Fragmenteret. Forvirrende. Funky. Flere måder at karakterisere Funkstörungs nye album ‘Disconnected’, der igen sender duoen af sted på en rejse langt væk. Det er første studiealbum, i fire år siden de udgav deres sidste album “Appetite for Disctruction”. Ligge på den lade sige, kan Funkstörung dog ikke anklages for. I mellemtiden har de lavet utallige remix for mangt en kunstner, heriblandt Wu Tang Clan, Lamb og Björk.

Funkstörung er tilbage, og det er med et album, man ikke havde forventet fra denne kant. Det tyske elektroniske, instrumentelle og eksperimenterende band er i følge eget udsagn blevet træt af musik uden sang, så derfor fås Funkstörung nu med vokal. Det spæner vidt og inkluderer alt fra Lou Rhodes fra Lamb, Sarah Jay, der har hjulpet Massive Attack, over til rap fra MC Tes, og så selvfølgelig Enic fra ‘Munich Pathos Theater’. Ja, hvem kender ikke ham? Den totalt ukendte mand gør sin entre på albummets første nummer, og hans stemme slipper ikke før pladen er færdig. På titelnummeret giver han den som blues-pop sanger og på det indledende nummer giver den som klynkende rockstjerne. Men han gør det overbevisende. I en sådan grad, at tankerne må ledes hen på Beck.

Albummet er langt fra så elektronisk som tidligere. Der er flere deciderede ballader, der er elektronisk breakbeat med en snert af hiphop, hiphop med en snert af breakbeat, der er rockguitar og meget mere kan høres på albummet. Det hele er tilsat lidt tysk excentrisme i form af Funkstörungs abstrakte produktioner.

Et meget alsidigt album er det blevet til, men med varierende styrke. At skulle sætte et samlet prædikat på dette album er en umulighed, hvilket ikke lyder som en tilfældighed. Funkstörung slipper godt fra det, og jeg vil tage hatten af for den udvikling, de har undergået. En gennemlytning vil nok ikke kunne gøre det, men hav tålmodighed for albummet vinder efter lidt tid.