Sia

Den unge australier har vækket opmærksomheden hos William Orbit og Massive, og har turneret med Zero 7.
Sia er nu klar med opfølgeren fra debuten ‘Healing is Difficult’ fra 2002. Den har fået titlen ‘Colour The Small One’, og er en sælsom sammensætning af tyste portrætter, hudløse hymner og velbegavet råkost til det rolige rockhjerte.

Sia, der også har en fortid som backup-sanger hos Jamiroquai, har begået alle pladens 11 numre, med forskellige personer involveret, deriblandt Beck Hansen. Resultatet af deres samarbejde er en god skrøbelig sang med titlen ‘Bully’. Udover ‘Bully’ trækker størstedelen af numrene på et slægtskab til Ani DiFranco, Tori Amos og Jeff Buckley, der rumsterer i det nære fjerne.
Hist og her understøttes pladens grundlæggende akustiske grundtone af afgrænsede programmeringssekvenser – det hverken slører eller distraherer Sia’s solide sans for afædmpet intensitet.

Modsat forgængeren fra 2002, er Sia gået mere direkte til selvbekendelse, og har hentet inspiration i personlige kriser og knaster i livet – en sådan kildeanvendelse kan ofte være et vovestykke.
Lykkes det så for Sia at omsætte de dunkle stævnemøder til gedigen og ærlig kunst? Eller bliver det pinible udladninger der går lytteren ram forbi?

I nærværende tilfælde er der absolut flest vedkommende træffere, hvor indhold og udtryk forenes i sofistikerede sange med et usmykket og godt greb i lytteren.

Sia. 'Colour the small one'. Album. Go! Beat! / Universal Island Records Ltd..
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af