Magnetic Fields

Stephin Merritt fik uventet succes med sin forrige udgivelse under navnet Magnetic Fields. Den monumentale ’69 Love Songs’ fra 1999 var en fantastisk charmerende og spraglet samling sange om kærlighed med stort K.. Et semi-kitschet koncept-album der omfavnede alt fra synthpop og country til lo-fi rock og musical-ballader. Et mesterværk.

Nu beder Merritt selv om sammenligning med sin fem år gamle bedrift, når han med ‘I’ udgiver endnu et koncept-album med næsten tilsvarende cover art. Denne gang leverer han 14 sange, hvis titler alle starter med bogstavet ‘I’. Hm. Motivet er måske uklart, men stilen er genkendelig.

Det er stadig kantede og kyniske kærlighedsanalyser i popforklædning understøttet af klaver, guitar, sitar og cello. Merrits intelligente og bittersøde tekster leverer endnu en gang sylespidse oneliners som “So you quote love unqoute me / Well, stranger things have come to be”, og sange som den banjo- og cello-drevne ‘I Don’t Believe You’ og den disco-drilske ‘I Thought You Were My Boyfriend’ er da også møgcharmerende.

Men der mangler noget. Måske Claudia Gonsons vokal, der brød med Merritt monotone stemme på ’69 Love Songs’? Måske lidt retro-synth som modspil til piano-inderligheden? Eller måske bare lidt vildskab, der kunne punktere den mildt højtidelige og gammeldags tone, som hersker på ‘I’?

Faktum er, at albummet rummer for mange sange som ‘Infinetely Late At Night’ og ‘Is This What They Used to Call Love?’, der bare slæber sig af sted og virker som udvandede kopier af Merritts tidligere og bedre arbejde.