Roskilde 04: Epo-555 – støjende smilende gennembrud
De har spillet med store smil på Københavns små scener gennem det sidste år. I starten af juni skrev de kontrakt med Crunchy Frog. Og i går aftes på Campingscenen, spillede de en koncert, der viste grunden til begge dele.
Efter en effektiv intro, blev der blændet op for støjfladerne og epo-555 var helt og aldeles parate til at indtage publikum. Efter tre numre flækkede himlen, og mens mudderet langsomt blev trampet tørt under solen og de tiltagende dansetrin, løftedes også den melankoli, der er et af grundelementerne i bandets på én gang inderlige, luftige og eftertænksomme univers.
I afslappet og aldeles attitudeløs stil ramte de Roskilde rent med deres støjende og melodiøse indie-pop, og hits, der var hele verden værdig. Der blev sat ekstra trumf på med dobbeltnummeret ‘Pioneers’ & ‘Sugar for the War Machine’, hvor Jakob Nielsens valsende gulvbas først blev fulgt op af Camilla Florentz’ snigende synths og Mikkel Max Hansens perfekt afstemte vokal og sidst med en eksplosiv kombination af sidstnævntes guitar og Ebbe Frejs elegante trommer og beatmaskine.
Med en lille stribe blid støj som afskedsalut, var koncerten helt igennem overbevisende og ekstranumre helt igennem overflødige.