The Cure

4 6

Hver gang The Cure kommer med et nyt album, modtager man det med en blanding af fryd og lettelse. Fryd, fordi det altid er et kært genhør med forsanger Robert Smiths stemme og lettelse, fordi han endnu engang har valgt at samle bandet og udgive en samling sange. I flere omgange har han proklameret, at ‘nu er det sidste gang’ og ‘dette er vores afskedskoncert’, men heldigvis er det ikke nået til slutningen endnu. The Cure satte i maj underskrifter på at udgive tre album på Geffen Records.

Det første har blot fået titlen ‘The Cure’ og er blevet udstyret karrierens foreløbigt grimmeste cover (Jo, den er god nok. Det er billedet ovenfor). Men det kan naturligvis ikke ødelægge musikken. Som forløberen Bloodflowers fra 2000 præger de lange og svævende numre Cures univers, men det er blevet en anelse mere dystert. Væk er de mest positive af melodierne, og det mørke ligger ofte og skurrer som en tung bund. Melankolien er ikke forsvundet, og Smith kredser om de svære kærlighedskvaler, mens han kæmper med at genkende sig selv i det fremragende åbningsnummer ‘Lost’.

Nye elementer, som tæskende trommepassager og tilbagetrukket hvinende kor på især singlen ‘The End of the World’ titter kortvarigt frem som nye varianter på en Cureplade, der – hvis man skal pejle i fortiden – er en mere frisk og frustreret men knap så iørefaldende fætter til ‘Disintegration’ fra ’89. De Cure-fans, der med sort hår og rande om øjnene søgte væk fra Cure, da den lalleglade ‘Friday I’m in Love’ hittede, kan med fordel krybe tilbage.

The Cure. 'The Cure'. Album. Geffen.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af