Roskilde 04: Electrelane – purung vildskab

Halvlangt hår, bustede støvler og tidens iturevne buksekollektion – sådan behøver rock ikke nødvendigvis at se ud. Det beviste den britiske kvartet, Electrelane, da den gik på scenen for at lukke Pavilion.
Faktisk var det lige før, at man måtte trække på smilebåndet, da de fire purunge piger fra Brighton dukkede op. For istedet for ligne nogen, der kunne bide pigtråd over med tænderne, lignede Electrelane mere fire tøser fra ens parallelklasse i 1.g.

Ikke desto mindre gemte der sig en fandens masse energi hos dem. Fra starten af lagde de ud med en hårdtpumpet surfrock, der med en rablende 80’er-synth som tapet gik direkte ind og pumpede på kroppens sidste reserver. Og selvom folk var trætte efter en lang festival, var det nærmest umuligt at stå stille.
En del elementer var inspireret af den elektroniske musiks ensartede beats. Især trommerne, der på en amputeret og ukompliceret måde byggede stabile broer mellem rock, surf og elektronisk, og bassen, der nærmest skabte et rave-agtigt tyngdefelt, som var umuligt at undslippe. Tungt og brutal, uden nåde.
På guitarsiden blev der revet hårdt, og selvom tøserne var klædt i pænt tøj, lugtede det hele af støvet læder og nitter.

Hvad der heldigvis var en sjældenhed, var vokalen. Den var, i de få passager, den var med, en pinefuld affære. Hvad meningen var med så slatten en sangstemme, har jeg endnu ikke luret. Sjældent støder man på så ukontrolleret og bundløs en stemme, som den der blev leveret af Electrelane. Ærgerligt, for resten var ren vildskab.