Roskilde 04: Wu-Tang Clan – en tur ned ad “memory lane”

Så lykkedes det. Wu-Tang Clan kom endelig til Danmark, 11 år efter udgivelsen af klanens sværvægter af en debut, albummet ’36 Chambers’. Rygterne havde omtrent været lige så mange som bygerne op til den omtalte Wu-søndag på Roskilde-festivalen: De ville aflyse, og Beastie Boys ville komme i stedet for. Der ville komme tre, der ville komme seks osv.

Søndag kl. 19.30 stod der imidlertid otte Wu-medlemmer på Orange Scene. Og det vel at mærke til tiden. Et antal der overgik undertegnedes forventninger, men stadig ikke nåede op på de ti medlemmer som Wu-Tang jo udgøres af.

Ol’ Dirty Bastard og Method Man var de to prominente rap-samuraier, der af den ene eller den anden grund ikke nåede frem. De otte tilstedeværende virkede imidlertid tændte og fyldte godt op på scenen med badekåber, håndklæder, flag og Ghostfaces enorme guldkæder.

Koncerten blev sparket igang med de tidsløse klassikere fra ’36 Chambers’ som ‘Bring da Ruckus’, efterfulgt af numre fra ‘Wu-Tang Forever’. Numre fra de to seneste album ‘W’ og ‘Iron Flag’ blev vi, bortset fra hittet ‘Gravel Pit’, heldigvis skånet for, da der kvalitetsmæssigt er lysår til forskel mellem de tidlige og de sene Wu-produktioner.

Wu-Tang ved det og ved, at hvis de skal gøre sig forhåbninger om at rykke en enorm scene som Orange, skal der rodes godt og grundigt i arkiverne af beats og lyrik. Dette blev kun understreget af, at de numre fra klanmedlemmernes soloalbum, der blev fremført, alle var fra de første af slagsen omkring midthalvfemserne, da RZA producerede hiphop-klassikere i en skræmmende fart, og Wu-Tang var målestokken for, hvordan hiphop skulle lyde.

På sin vis befriende, at Wu-tang ikke kastede sig ud i musiske salgstaler for nyere ordinære album som f.eks. Raekwons ‘Lex Diamonds Story’, men samtidig dybt foruroligende og en understregning af, at Wu-tang ikke har præsteret noget nævneværdigt i årevis, men lever på fortidens bedrifter.

Men bedrifterne er så sandelig enorme og for enhver med hiphop-hjertet på rette sted, var det en overvældende følelse at høre den ellers meget anonyme dj sætte den ene hiphop-milepæl på efter den anden. Om ikke andet var det i hvert fald en overvældende følelse på grund af Orange Scenes lyd, hvor der var skruet godt og grundigt op for bassen. Og bas er nødvendigt, da Wu-Tang er “tung” hiphop og skal høres med en god bund, men det er alt, alt for meget, når de finurlige loops på RZAs produktioner fuldstændigt forsvinder i en gyngende bas.

Forsvandt gjorde rappernes stemmer også. Næsten hver gang en ny rapper tog over fra en anden forsvandt de første fem sekunder af rappen ned i mikrofonen. Om det var dårlig mikrofonteknik fra klanen eller dårlig lydteknik fra Roskilde, skal jeg ikke kunne sige.

Især Genius og Ghostface stod meget svagt i lydbilledet, men generelt skuffede alle rapperne også teknisk. Ingen vers blev leveret selvstændigt uden at resten af klanen agerede hypeman, og det bliver noget værre råberi, når der står syv mand plus det løse på scenen.

Især Raekwon skuffede meget og fremførte vel kun halvdelen af hver sætning, medens de syv andre fremførte resten. Resultatet af alt dette var, at de skarpe veltimede og klare flows som har været Wu-Tangs dyd og varemærke, og som er så vigtige for minimalistisk hiphop a la Wu-Tang, forsvandt i ordstrømmen.

Samtidig hjalp det ikke på det overordnede indtryk, at der var lange rap-pauser i selve numrene, fordi der manglede et par klan-medlemmer til at fremføre deres vers. Derfor gav koncerten et meget rodet indtryk, da den samtidig især i starten blev fyret af i et højt tempo. For til sidst faldt intensiteten væsentligt, da vi fik et par piger fra publikum i hotpants på scenen til at varme lidt op under Wu-drengene plus en salgstale fra RZA om albums osv.

Koncerten havde sine momenter, hvor vi alle følte stemningen fra Wu-Tangs utallige genialiteter ,og Orange rykkede, men sæt et Wu-Tang hit som ‘Protect Ya Neck’ på en pladespiller foran 40.000 hiphop-fans, og resultatet ville have været det samme. Snarere end koncerten i sig selv og Wu-Tangs optræden, var det følelsen af den kollektive tur ned af hiphoppens “memory lane”, der fik det til at suse i hiphopelskerne.