Det var aldrig ment som mere end et sideprojekt, men i dag er amerikanske The Shins signet til det legendariske pladeselskab Sub Pop Records og har netop udsendt deres andet album, ‘Chutes Too Narrow’. To forliste konstellationer skulle der til, før den tredje – og mindst seriøse – blev til noget. Soundvenue mødte forsanger James Mercer og trommeslager Jesse Sandoval og spurgte hvorfor.
Året er 2000, og The Shins giver koncert i San Francisco sammen med vennerne i Modest Mouse. Publikum er begejstrede for kvartettens solbeskinnede og 60’er-inspirerede lo-fi pop, og det samme er pladeselskabsejeren, Jonathan Poneman, der er tilstede denne aften. Han ønsker at signe The Shins til det samme selskab, som kontraktbandt Nirvana, The Jesus And Mary Chain og Soundgarden i midt- og senfirserne, Sub Pop Records.
– Jonathan mente, vi ville kunne sælge 20.000 eksemplarer af vores debut, ‘Oh, Inverted World’, men helt ærligt, vi troede ikke rigtig på ham, husker James Mercer, forsanger i The Shins.
Den skepsis bliver dog hurtigt gjort til skamme. Otte måneder senere runder ‘Oh, Inverted World’ 120.000 solgte eksemplarer, og The Shins må sande, at tredje gang er lykkens gang for kvartetten, der i løbet af det seneste årti har undergået flere forskellige konstellationer for at finde løsenet til pladeselskabernes gunst. Kodeordet viser sig at hedde The Shins og består af James Mercer, Jesse Sandoval, Marty Crandall og Neal Langford.
– Vi troede faktisk aldrig, The Shins ville blive til noget stort. Det var oprindeligt tiltænkt som et sideprojekt til Flake, som vi alle fire spillede i, hvor Jesse og jeg hyggede os med at skrive nogle sange og spille dem for vores venner. Det var umuligt for os at forestille sig, det skulle være mere end det. Flake havde klart første prioritet, men desværre ikke den store succes. Hvordan skulle The Shins – som blot var et periodisk frikvarter for halvdelen bandet – så nogensinde kunne drive det længere end Flake?, funderer James Mercer retorisk.
Med hjælp fra venner og internettet
En del af svaret kom i 1999, hvor Flake, der undertiden var blevet til Flake Music, gik i opløsning. De to resterende bandmedlemmer, Marty Crandall og Neal Langford, kom efter nogen tid med i bandet, og Flake Music – nu The Shins – var fuldtallige igen. En anden del af svaret tog Albuquerque-kvartettenes venner og nutidens cyberspace sig af.
– Før vi blev kendte, var vi på tour med Modest Mouse, der er nogle af vores gode venner, og som vi har taget turneret med flere gange. Kort forinden havde vi lavet vores egen lille 5-6 track ep, som vi solgte under touren. Cd’en røg – som så meget andet – på Napster, og det førte rent faktisk til, at flere folk dukkede op til vores koncerter, fordi de havde hørt vores sange over nettet i forvejen, forklarer Jesse Sandoval.
Paradokset er til at få øje på i disse tider, hvor musikbranchen som aldrig før er oppe på barrikaderne overfor ulovlig downloading af musik fra internettet. Men The Shins kunne – som et band på vej op – næppe have det fjerneste imod, at deres musik nåede ud til så mange som muligt – midlet til trods.
– Nej, vi må indrømme, at Napster hjalp os meget i den forstand, at det fik os ud til mange flere folk, end vi normalt kunne have klaret på egen hånd. Jeg tror også, det bidrog til, at vi blev signet, og samtidig da vi så udgav vores første album, havde vi allerede et publikum i forvejen – takket være Napster, fortæller Jesse Sandoval.
Nutidens stranddrenge
Men fri downloading gør det ikke alene. Musikken skal naturligvis være af en vis kvalitet, og det er The Shins i mangt et øre – både det nutidige og det nostalgiske. Kvartetten kaster kærlige skygger efter samtidens lo-fi-rock og tressernes sunshine-pop, men med tryk på sidstnævnte genre og strandpionererne i The Beach Boys i særdeleshed.
– Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg elsker ‘Pet Sounds’ (The Beach Boys’ legendariske album fra 1966, red.), men jeg holder generelt meget af gammelt musik. Min far er tidligere countrymusiker, og han har i årenes løb præsenteret mig for en masse spændende musik, som jeg aldrig selv ville være stødt på. Vi har dog alle også dyrket en hel del 80’er wave, som hørte sig til, dengang vi gik på high school for efterhånden to årtier siden. Det er en spraglet blanding, men det har lagret sig et eller andet sted i hukommelsen alt sammen, konstaterer James Mercer.
Pladeselskabets “enfant terrible”?
Det samme har kvartettens andet album ‘Chutes Too Narrow’, der netop er udkommet på det europæiske plademarked. Sub Pop Records står endnu engang bag udgivelsen, men pladeselskabets blakkede fortid som hårdrockens højborg synes aldrig rigtig at have påvirket The Shins.
– Vi må indrømme, at da vi lige havde skrevet under på kontrakten, var vi noget nervøse for, om vi ville komme til at virke som pladeselskabets “enfant terrible”, fordi vi ikke som størstedelen af Sub Pop Records bands spillede powerrock eller heavy metal. Men vi var heldige at komme hertil i en periode, hvor selskabet var ved at ændre profil imod at favne bredere, så der blev faktisk taget sig ekstra godt af os, forklarer James Mercer smilende.
Sub Pop Records har siden signet med navne som Red House Painters og The Postal Service, og The Shins – der imellem debuten og ‘Chutes Too Narrow’ har skiftet bassist Neal Langford ud med Dave Hernandez – befinder sig stadigvæk godt i folden, blandt rockere og andet hårdtslående godtfolk.
– Vi skriver sange hele tiden, og når vi har overstået vores tour i Europa og taget os en lille, velfortjent pause, ligger et nyt album forhåbentligt ikke alt for langt ude i horisonten. Men det må tiden alt sammen vise, slutter Jesse Sandoval.
Uanset hvad virker The Shins til at have fundet en konstellation og et musikalsk indhold, der synes at kunne holde et langt stykke ude i fremtiden.