Dosh

Kan desperation, håb, fremmedgørelse og optimistisk nysgerrighed forenes på noget så hipt som et album, der lader electronicaens finesse og hiphoppens pågåenhed gå op i en højere enhed?
Ja! Hos New York-baserede Anticon-medlem og Fog-trommeslager Martin Dosh’ nye album ‘Pure Trash’.

På det mest spændende album, jeg har lagt ører til i år, og reelt set det første, der virkeligt har gjort en forskel, føler Dosh sig frem gennem tolv forunderligt flydende numre, og lader lytteren selv føle med. Han vil ikke overbevise. Han vil fortælle. Og han ER overbevisende.

Rhodes, trommer, beats og samples aftegner som de centrale elementer de åbne lydbilleder, hvor der er rig mulighed for selv at putte ansigter og konkrete temaer på. Samtidig bringer nogle få velplacerede samples af konens stemme og børnestemmer det svævende og søgende udtryk ned på jorden, hvor man kan forholde sig direkte til musikken.

Det er legende, sprudlende, og på en gang skrøbeligt og overvældende stilsikkert. Der er overraskelser omkring hver eneste hjørne. Det handler bare om at slippe ørerne fri og lade dem lege med.

Med få virkemidler og en følsomhed, kun få kan konkurrere med, har Dosh kort sagt lavet et album, der er vores forvirrede, forskruede og forfærdende tid værdig. Det er forløsende, og i bund og grund et pragteksempel på, at med ærlighed når man længst.