Brian Wilson
I en uge har jeg levet med ‘Smile’. Været lysvågen med den og sovet med den under hovedpuden. Jeg har hørt den på stereoanlægget i stuen, på tur i bilen og i en disc-man en sen nattetime. For hver gennemlytning har Brian Wilson bragt mig ind i nye solbeskinnede rum. Hver gang lysere, varmere, smukkere og med højere til loftet end det forrige. Den magiske mand maler ikke sine popnumre efter gængs skabelon med vers, omkvæd, vers og så omkvæd igen. Ofte består hans regulære popsuiter af flere killer-omkvæd efter hinanden.
Med sin hang til candyfloss arrangementer balancerer Wilson ofte helt derude, hvor man ikke kan fortænke en tilfældig forbipasserende i at gætte på, at det er James Last partyorkester der spiller. Når Wilson alligevel ikke falder i mainstreamfloden, skyldes det et fintunet popøre ud over det sædvanlige.
Historien bag ‘Smile’ er, at Beach Boys efter deres første mesterværk, ‘Pet Sounds’ i 1966, var blevet ét med toppen af verdenspoppen. Ind til kort efter hvor The Beatles udgav ‘Revolver’. Brian Wilson gik derpå i gang med at arbejde på ‘Smile’ sammen med ordmanden Van Dyke Parks, men han kollapsede på grund af præstationsangst og måtte helt droppe projektet.
Siden da har pladen været en af pop- og rockhistoriens mest diskuterede fortabte plader. Hvor god ville den være blevet? Knap fire årtier senere har Wilson samlet stumperne, og vi får et så udtømmende svar som muligt. I forhold til andre af stranddrengenes long players er ‘Smile’ i det mindste et meget vigtigt missing link i bandets udvikling og i bedste fald et mesterværk. Det vil de næste 40 gennemlytninger afgøre.
De 17 navngivne musikstykker er delt op i tre afdelinger på hver et kvartes tid. Storformen manifesterer sig allerede i første del med ‘Heroes and Villains’ og ‘Roll Plymouth Rock’. Musikken er på én gang dybt rodfæstet i 60’erne, og har samtidig en tidløs popklang. Wilson hjælpes af et nyt hold af fremragende vokalharmonister og produktionen er forbilledlig. ‘Surf’s Up’ løfter dig højest mod himlen i andel del.
Kvaliteten af kompositionerne gør også deres til, at ‘Smile’ er mere end dobbelt så interessant som Wilson sidste nye studieplade ‘Gettin’ In Over My Head’. Sidste del af ‘Smile’ er måske bedst med mulighed for en improviseret jubelpartystep foran anlægget til ‘Wind Chimes’, der snildt kan fortsætte til og med ‘Good Vibrations’ afslutter pladen med en perfekt opsummering af, hvad Beach Boys og Brian Wilson handler om.