Simple Minds
Tro det eller ej. I 1985 sang Jim Kerr duet med Bono fra U2 på ‘New Gold Dream (81-82-83-84)’. Live i Barrowlands, Glasgow. De to bands var omtrent lige store i det pladekøbende publikums bevidsthed og konkurrerede venskabeligt om tronen som det største britiske stadionrock band. Senere svigtede den kreative åre i Simple Minds og fanskaren skrumpede, hvor U2 har formået at genopfinde sig selv flere gange og stadig er et verdensnavn.
Da Simple Minds spillede i København sidst blev deres koncert flyttet fra Vega til K.B. Hallen, så en mindre 80’er revival er i gang. Om det ligefrem berettiger til at udsende en femdobbelt cd-box er dog et åbent spørgsmål.
Velkommen eller ej, så er ‘Silver Box’ til en plovmand nu på gaden. Godt at prisen er lettere reduceret, for fire af cd’erne består udelukkende af live-materiale. For eksempel er alle numre på nær et medley fra den konsistente dobbelte live-cd ‘In the City of Light’ med igen i nye men ikke just nyskabende udgaver. Hvad skal vi med alt det én gang til?
Koncerterne er fra Paris i 1979 og går over en række mere eller mindre færdigproducerede John Peel-sessions til koncerter fra både 1985, 1991 og 1995. I 1985 var bandet på toppen. På tur efter velproducerede men poppæne ‘Once Upon a Time’, var der stadig startfirserdrive i maskinrummet. Jeg ved det, for jeg var til min første koncert med et stort internationalt navn i Valby-Hallen i januar 1986. Ind med fire-toget fra Jylland og ud til den ucharmerende betonhal, der blev til et magisk sted, da Kerr og drengene gik på. Findes der en mere gejlet koncerstart end den bastante og insisterende basgang i ‘Waterfront’? Næppe. På udebane hoppede jeg de næste to timer i telepatisk nærkontakt med alle de andre fans. Verden blev med ét større.
Det gik desværre den anden vej med Simple Minds. Nedturen kan følges på de fire live-skiver, hvoraf mindst den sidste er overflødig på grund af ringe grundmateriale. I de tidlige dage var bandet knap så melodiøse, men til gengæld mere sultne. Lyt til ‘Life in a Day’, ‘I Travel’ og ‘Thirty Frames a Second’ på den første cd. Langt fra så farligt som Joy Division og knap så poleret som Spandau Ballet. Bare ærgerligt, at deres drømmende popperle, ‘Colours fly and Catherine Wheel’, ikke er med, når i alt 50 andre live-numre er.
Bandet har desværre ikke gravet dybt i arkiverne efter gamle b-sider og uudgivne numre. Måske har de ikke gidet, eller måske har de aldrig haft tradition for at arbejde over. At dømme efter kvaliteten på pladerne i 1995 og 1998 synes de under alle omstændigheder at være løbet tør for kreativitet.
I 1999 måtte de på grund af kontraktlige problemer se et helt album ende på en støvet pladeselskabshylde. ‘Our Secrets Are the Same’ er for første gang ude her med ti velflydende popsange. Alle holdt i det samme lidt sløve men charmerende valium-groove. Perfekt til en tømmermandssøndag. Deres bedste numre siden mellemgode ‘Real Life’ i 1991 og eneste tidspunkt de siden begyndelsen af 80’erne har lydt en anelse med på beatet.