Wolf Eyes

‘Burned Mind’ er uden tvivl den mest grimme, voldelige, onde og sadistisk manipulerende udgivelse, jeg er stødt på i 2004.

Wolf Eyes dyrker på albummet en afart af extreme noise, som på samme tid er dybt frastødende og fantastisk dragende. De bevæger sig i grænselandet mellem elektronisk og analogt kaos, og i glimt påkalder de sig kunstnere som Throbbing Gristle, Aphex Twin, når han er hårdest, og den ubestridte konge af extreme noise, japaneren Masami Akita, bedre kendt som Merzbow.

Netop Merzbow lavede midt i 90’erne et album med titlen ‘Music for Bondage Performance’. Hvis ‘Burned Mind’ skulle have en tilsvarende undertitel kunne det passende være ‘Music for Serial Killing’, for det føles i høj grad som at være indespærret i en seriemorders forstyrrede, men alligevel underligt logiske univers. Denne psykotiske stemning bliver også underbygget af sangtitler som ‘Dead in a Boat’, ‘Stabbed in the Face’ og ‘Urine Burn’.

‘Wolf Eyes’ formår på ‘Burned Mind’ at skabe en imponerende klaustrofobisk stemning, og modsat mange andre støjkunstnere arbejder de meget med opbygning og dynamik, ligesom de formår at udnytte tomheden på lige fod med kakafonien. Støjflader af forvrængede skrig, feedback, manipuleret reallyd og umådeligt aggressive beats afløses af afdæmpede, men ikke mindre ubehagelige perioder, hvor volden og den dionysiske galskab konstant ulmer under overfladen. Det er en ekstrem, og næsten libertinsk sofistikeret æstetik, der destabiliserer lytteren både fysisk og mentalt.

Bands som My Bloody Valentine, Band of Susans og Sonic Youth har vist os, at støj kan være ubegribeligt smukt. Men Wolf Eyes viser med ‘Burned Mind’, at støj nogen gange kan være endnu mere sublimt, når det er ubeskriveligt grimt.