The Chemical Brothers

Der hersker mange meninger om hvilken genre The Chemical Brothers tilhører. Lydbilledet på ‘Push the Button’ er malet med den helt store palette, så diskussionen fortsætter.

‘Push the Button’ er Rowlands’ og Simons’ femte studiealbum. Stilmæssigt kan det placeres i selskab med deres to seneste album, ‘Come With Us’ (2002) og ‘Surrender’ (1999), men med en betydeligt mere frisk og forædlet lyd. Til gamle fans’ store fortrydelse er der kun få reminiscenser af den mere rå og uforsødede lyd, som dominerede duoens første albums, ‘Exit Planet Dust’ og ‘Dig Your Own Hole’.

Radiohittet ‘Galvanize’ med Q-Tip på vokal er ikke repræsentativt for resten af albummet. Dets klare elementer – breakbeatet, omkvædet og det arabiske violinloop – giver det en åbenbar hit-kvalitet (der dog ikke ikke er i samme liga, som de tidligere hits ‘Block Rockin’ Beats’ og ‘Hey Boy – Hey Girl’).

De resterende numre besidder ikke samme hitpotentiale, men det trækker ikke deres kvalitet ned. ‘Push The Button’ er et bevis på ‘brødrenes’ dygtighed og evne til at inkorporere elementer af rock, elektronika og trip hop oven på deres karakteristiske ‘brækkede’ beats. En række fremtrædende kunstnere har lagt vokal til og hermed fuldendt albummets brede stil. ‘Hold Tight London’ er electronica med Anne Lynnes isnende vokal, der sikkert bliver en favorit ved liveoptrædender. I den mere rockede breakbeat finder vi Tim Burgess (The Charlatans) på ‘The Boxer’ og i den gammelkendte, hårde og acidprægede lyd findes Kele Okereke (Bloc Party) på det sikre clubhit ‘Believe’.

‘Push the Button’ bliver det hellige skrift i hånden på Rowlands og Simons, som missionerer for den elektroniske musiks udbredelse blandt de, som endnu ikke har set lyset. Albummet kan ikke fornægtes, hvis man har en ren musiksjæl. Fundamentalister og kendere af deres ældre skrifter vil her finde en ny og bredere, men ikke så historisk og dyb profeti.

Nye disciple kan starte her!