Doves

Kigger man på en jumbojet ligner den ved første øjekast blot en stor massiv klods, der på ingen måde kan flyve. Men når den først bevæger sig, kommer den hurtigt op i fart, letter på trods af sin store vægt med stor ynde og manøvrerer i store bløde buer. Ligeledes formår Doves at få deres storladne, komplekse og melankolske melodier til at svæve, men hvis ikke de blev holdt oppe af stærke kræfter, ville de falde tungt til jorden.

På trods af det nye album ‘Some Cities’ er Doves’ tredje, har de, i hvert tilfælde i Danmark, formået at forblive en relativ velbevaret hemmelighed. ‘There Goes the Fear’ fra deres forrige album ‘Last Broadcast’ fik en smule airplay, men det er vist også hvad det er blevet til. Det kan dog være, det ændres nu; for ‘Some Cities’ er nok det mest tilgængelige af deres albums.

Numrene er blevet en smule kortere end tidligere, men på en måde virker flere af dem stadig langstrakte, når de enten bliver drevet frem af den solide rytmesektion, eller når de, opbygget med strygere og engleagtigt kor, fremstår som en himmelragende monolit. Og selvom den lidt klagende og snøvlende vokal en gang imellem kan lede tankerne hen mod de kommercielle tuderockbands, distancerer Doves sig milevidt fra dem.