Feeder

Det tidligere så punkpop-prægede band Feeder har nu vinket farvel til punken. Gil Norton, der har produceret de fire foregående album, er denne gang blevet suppleret med Ken Nelson (Coldplay, Snow Patrol m.fl.), og stilændringen er markant. Med ‘Pushing the Senses’ har Feeder placeret sig selv på en af de nyeste grene i det stamtræ, der blev plantet da Radiohead udgav ‘The Bends’ i 1995. Selvom grenen er en af de seneste, er det langt fra den grønneste.

Sanger og sangskriver Grant Nicholas har på de første udgivelser mandsopdækket sin vokal ved at skrue op for lyden fra sin guitar. Det er først på ‘Pushing the Senses’ han har vænnet sig til at høre sin egen stemme. Nu er det så op til lytteren at tilvænne sig, og det kan godt blive et problem. Nicholas’ vokal er stabil, men i længden bliver den for luftig og anonym. Der mangler noget tyngde, og her hjælper det ikke med kor fra de andre bandmedlemmer.

I januar 2002 begik Feeders trommeslager Jon Lee selvmord, og dette tab spøger stadig i teksterne. Nicholas kan dog stadig ikke forstå Lees beslutning, for på ‘Bitter Glass’ synger han: “What are you saying? You’ve got nothing to live for”.

Den høje standard de første fire skæringer sætter bliver desværre gjort til skamme, når resten af albummet rammes af cd-afspillerens laserlys. Hvor starten er inspirerende og optimistisk bliver efterfølgelsen noget sørgeligt klynkeri. Til tider får guitaren løsnet sine bånd, men ikke nok til at løfte niveauet synderligt. Feeder indeholder nu så store mængder blødgørende stof, at hvis de var et stykke plastiklegetøj, ville bandet være sundhedsskadeligt for små børn.