M. Ward

Bag det noget anonyme navn M. Ward gemmer sig en gennemkarismatisk kunstner, hvis kreative diversitet er et par nuancer dybere end hos de fleste andre singer/songwriters. Skaberviljen er næsten tøjleløs hos den unge amerikaner, alsidigheden evigt overraskende og med ‘Transistor Radio’ bliver der fusket genialt med de nyligt genopstandne folk/country-tendenser, som ellers godt kan blive for drøvtyggende.

Nuancerne opleves allerede i de første par numre, som byder på kært guitarspil a la en yngre McCartney, og dertil hørende magiske tankestrejf, men kun for at blive afløst af en knasende lille sang, der lyder fuldstændigt, som dengang folk sang ind i en mærkelig dåse på radiostationen og fik sig selv med hjem på en tyk lakplade.

Et højst mærkværdigt stilskifte inden for så få minutter, men ikke sjældent i selskab med M. Ward, der ufortrødent slår utallige af disse udtryksmæssige flikflaks gennem hele udgivelsen. Da den indeholder hele 16 små særheder, kan det diskuteres hvorvidt det er mere forvirrende end homogent, men det ændrer ikke på det faktum, at M. Ward sætter lidt kulør og personlighed på det tørre ørkenlandskab, som også betrædes af folk som Will Oldham, Banhart, Iron & Wine, Newsom etc.

‘Transistor Radio’ rummer mere end blot hobo-dekadence og landevejspoesi; M. Ward er mere dramatisk end som så. Og den afsindige variation i materialet fremstår ikke bare imponerende og urovækkende veltempereret; den er også så omfattende, at den næsten udgør et lille stilistisk leksikon. Svøbt i nærvær og pelsen fra en okse.