Patrick Wolf

Flygel, cello, viola og violin – lyder det som en klassisk koncert? Måske, men tilsætter man ukulele, Farfisa-orgel, guitar og det besynderlig strengeinstrument mountain dulcimer foruden fintsnittede samples af knitrende elektricitet, galloperende hestehove og meget andet, nærmer man sig lyden af Patrick Wolf.

Den ensomme ulv har komponeret og delvist indspillet sin musik i en hytte i Cornwall, og man fornemmer hvordan bølger og skumsprøjt ved den vilde og forrevne sydengelske kystlinje har gjort indtryk på Wolf og manifesteret sig i et album med både råstyrke og refleksion.

‘Wind in the Wires’ boltrer sig, der hvor mennesket, industrien og naturen mødes, og et centralt tema for Wolf er frihed – hvordan kan man træffe det rigtige valg og hvordan kan mennesket frigøre sig? Wolf har allerede frigjort sig fra konventionel pop- og rockmusik med sin utraditionelle og originale stil.

Hver eneste sang er en rejse og en søgen efter kærlighed, frihed og fred, og pladen er meget ærlig i sit udtryk. Der leges med modsætninger i lyrik og musik, og detaljerigdommen er stor. Wolf afbalancerer sangene ved nøjagtige doseringer af de syrede og skramlende elektroniske lyde. På den måde virker pladen eksperimenterende, men ingen steder ureflekteret.

Selvom ulven vanskeligt lader sig artsbestemme, er der er tale om en blanding af folk, electronica og rock, hvor den melodiske songwriter-tradition møder den elektroniske musik med alle dens muligheder, tilsat rock-potens og drømmende strygerpassager. I dette møde befinder Wolf sig som en fisk i vandet, og han leger med stemninger der spænder vidt, fra storladenhed og brændende længsel i ‘Teignmouth’ til enkle melodistumper akkompagneret af sarte celloer i ‘Ghost Song’.

Som en rød tråd forbinder melankolien alle albummets 13 sange, men ovenover snor den gode melodi sig ubesværet og let, hvilket på én gang giver sangene både skrøbelighed og styrke. Og Wolf skriver virkelig gode melodier, prøv bare at lytte til førnævnte ‘Teignmouth’ eller ‘The Railway House’.

Patrick Wolfs andet album er et stærkt, modent og episk værk, der er er mere end ét lyt værd. Den 21-årige englænder har skrevet, produceret, sunget og spillet alt selv – på nær klarinet og få korpassager, og der er al mulig grund til for fremtiden at holde øje med den unge ulv.