The Perceptionists

Aldrig har hiphop-musik været mere populært i Danmark. Og aldrig har hiphop-musik været mere kritiseret. Voldsforherligende, kvindeundertrykkende og pengefikseret er tillægsord, der efterhånden er blevet fast vedhæng under ‘hiphop’ i den kollektive, mentale, danske synonymordbog.

Velfortjent, fristes man til at sige, når man på kanalrundfart hjemme i sofaen støder på 50 Cent, Ja Rule og andet godt fra gangsta-rappens åbenbart uendelige hav. Begrebet hiphop forstået som en samfundskritisk, mægtiggørende og livsbekræftende idé, er blevet totalt erobret af guldkædesvingende og pistolskydende gangstere. Alt håb er ude, og nekrologen skriger på at blive skrevet.

Og dog. For sandheden er, at hiphop er blevet så plural i lyd og tekst, at den eneste fællesnævner blandt hiphop-artisterne er, at de rapper og for øvrigt normalt er sorte. Hiphop er nemlig præcis så undergrund, som den altid har været. I hvert fald min hiphop. Og den har det godt. Mere talentfuld, nyskabende, vidende og uimponeret end nogensinde.

Tag eksempelvis Mr. Lif. Sammen med Boston-vennerne DJ Fakts One og rapper Akrobatik har han dannet Definitive Jux-signede The Perceptionists. På deres debutalbum ‘Black Dialogue’ skaber Akrobatik og Lif den atmosfære og gennemslagskraft, der gør, at 1 + 1 ikke længere er lig 2, men derimod noget andet. Noget nyt og noget mere. Battle-rim, smuk lyrik, politisk og social kritik og tykke dis af gangsta-rap snubler over hinanden på vej ud af højtalerne med en sådan intensitet og energi, at hvis ikke nogen havde trukket stikket på dem, havde Akrobatik og Lif stadig stået i studiet og sloges om at komme til mikrofonen.

Akrobatiks er stabil, driftsikker og tager ikke de store chancer i sine tekster. Hans grovkornede stemme kværner af sted og lander nærmest hver linie på et veltimet enderim. Velstruktureret og klassisk. Mr. Lif er en klasse bedre og mere varieret. Han danser rundt mellem taktslagene, strækker ordene, samler dem, skifter tempo i ét væk, og ender alligevel hvor han skal – præcist på beatet.

Bedst er det, når Def Jux-bagmanden EL-P’s asymmetriske, minimalistiske og snøvlende beats iscenesætter Akrobatik og Lif’s hurtigrap. Da er det fuldt på højde med EL-P’s produktioner på Company Flow’s dagsordensættende debut, ‘Funcrusher Plus’. I den modsatte musikalske og stemningsmæssige grøft, når albummet et andet højdepunkt med Willie Evans’ melankolske og eftertænksomme beat på ‘Breathe in the Sun’. Niveauet holdes desværre ikke albummet igennem og Willie Evans, Cyrus og Fakts One leverer alle produktioner af alt for svingende kvalitet.
Man kan ikke vinde hver gang, men på længere sigt skal The Perceptionists nok tage stikket hjem. De har masser af talent og masser af potentiale. Og god hiphop. Min hiphop.