Frida Hyvönen

I 2005 skal man nærmest spille live fra en kistebund for at vække opsigt i skoven af singer-songwriters. Eller også skal man hedde Frida Hyvönen. På 29 minutter og 25 sekunder formår denne lyshårede, svenske sirene at levere en præstation, som på en gang er skræmmende og fascinerende.

Landsmanden David Fridlund har tidligere på året haft succes med en plade, hvor klaveret havde en central rolle i en skov af instrumenter. I Frida Hyvönens tilfælde er brugen af piano endnu mere radikal. De fleste sange er bygget op om et minimalistisk antal af akkorder, med Hyvönens både makabre og milde vokal. Et sangorgan, der tydeligt bærer præg af professionalisme fra en baggrund som korsanger, men samtidig er det, som om hun har en poetisk punkprinsesse siddende på lur i maven.

Anden del af betegnelsen singer-songwriter er i dén grad også fortjent, som man eksempelvis hører på en af pladens perler: “Once I was a serene teenaged child/ Once I felt your cock against my thigh/ You said you were a poet, man/ Your poetry wasn’t obvious to me/ When you said I had the Stuff to drive you Wild.”

Uden anden sammenligning vil jeg vove den påstand, at Hyvönen. ligesom islandske Björk. vil dele lytterne i to (og hurra for det!) – dem der kalder hende en naivistisk, skinger hystade, og dem der syntes, at hun har et raffineret og tindrende smukt udtryk.
Efter den første gennemlytning hældte jeg mest til den første dom, men pladen vokser eksplosivt, og alle dem, hvis musikalske vinduesglas ikke er for tynde, bør udforske denne særegne udgivelse. Som en fortryllende smuk blomst på en dyster gravsten.

PS: Frida Hyvönen varmer op for Cat Power i aften, onsdag d. 20. april, på Lille Vega