Madrid de los Austrias
Danmark er gået i forårsmode og gid det må holde. Solen og tiden varsler sommerens komme, og det samme gør ‘Madrid de los Austrias’. Med rene solskinsbeats, latin-inspiration og flamencofjer i hatten får optimismen op til flere ben at gå på. Slå din liggestol ud, sæt dig tilbage, nyd den første sol og lad den østrigske duo sørge for at byde varmen velkommen.
Heinz Tronigger og Michael “Pogo” Kreiner gemmer sig bag navnet, der uundværligt sender tankerne til både Madrid og Østrig. Fra basen i Wien har de to herrer taget et smut sydpå for at finde den rette lyd. Det har kastet sig ud i en glimrende fusion af den stramme og præcise østrigske praksis af tilbagelænede beats , som vi kender fra blandt andet Tosca, med en levende og insisterende flamenco. Spansk guitar og vokal går igen på et album, der bobler af liv.
Det er med havanesere og i baggårde, hvor de smukke señoritas legende let byder månen op til dans og leverer livsglæde og overskud. Den østrigske duo har slået pjalterne sammen med traditionelle flamencomusikere, der viser deres uforbeholdne potentiale. Her er opvisning på flere fronter. Genialt guitarspil a la Santana, smukke og varme spanske vokaler, og det hele samlet i de konsistente og konstant rykkende beats, hvor både bas og trommer udmærker sig.
Med ‘Mas Amor’ har Wiener-duoen ramt det nærmest sublime og det skal høres.