Electrelane

Et tudende tog midt i Tuscon, Arizona, nærmer sig faretruende, mens varmedisen hænger tungt i luften, og får kondensen til at drive ned af væggene. Det kunne være starten på en Moricone-western, men er i stedet en central del af sangen ‘Gone Darker’ på britiske Electrelanes tredje album. Og som et tog i fuld fart på tværs gennem den amerikanske ørken uden mange stop undervejs, er ‘Axes’ også én lang, dronende rejse, hvor alle 13 sange hænger næsten uadskilleligt sammen.

Bandet bærer stadigvæk meget tydeligt præg af at være inspireret af det åbenbare forbillede: Stereolab. Ikke mindst på pladens første halvdel – og især de to første sange ‘Bells’ og ‘Two for Joy’ med forsanger Verity Susmans nærmest plagierede stemme af Laetitia Sadier i netop Stereolab. Men på pladens anden halvdel bliver sangene mere instrumentale, rockede og halvskøre. Og det klæder Electrelane langt bedre at være et band, som spiller en slags halvskør, men emotionel krautpop i polkaligaen.

Samtidig har bassistskiftet fra Rachel Dalley til Ros Murray åbenbart givet kvartetten et stort musikalsk løft fra sidste års ‘The Power Out’. Sangene er nu spillet langt mere tight og hænger derfor bedre sammen.

Alligevel bliver den krautinspirerede stil lidt for meget i længden. Kun ‘I Keep Loosing Heart’, hvor Chicago Acapella koret gæster, og ‘Come Back’, med et smukt spillet klaver, er der fine takter. Ellers har ‘Axes’ mangel på melodier, der stikker ud eller i det mindste nogle overraskelser undervejs. Bandet lever i stedet for langt hen ad vejen på energien og den umiddelbare friskhed, som dog stadigvæk er intakt her syv år efter bandets fødsel.