Malene Mortensen

Man (dvs. dem, der tør sige det højt) kender hende fra Stjerne For en Aften og Melodi Grand Prix, hvor hun bedårede store skarer med sin fortolkning af letspiselig musik skrevet af andre. På ‘Date With a Dream’, hendes andet album, gør hun til dels det samme ved numre af bl.a. Holiday og Mitchell, men prøver også kræfter med egne kompositioner, og slipper sådan set meget godt fra det hele. Det er kønt, afbalanceret og ufarligt.

22-årige Malene Mortensen giver sig ikke i kast med det voldsomt komplicerede eller nyskabende, men forstår at gå til den enkle og traditionelle jazz med både styrke, indtagende skrøbelighed og sødme. Det virker egentlig som om hun finder mest mod til at lege, både med sin egen vokal og genren i det hele taget, i hendes egne numre, mens hun ellers tager den pæne og sikre vej. Pænheden er trods alt det dominerende tema hele pladen igennem, men på eksempelvis titelnummeret, samt ‘Take Five’ og ‘Gone Before We Know’, trænger hendes til tider overlegne vokal, og en dybde i musikaliteten igennem.

Hun befinder sig hjemmevant og balanceret i populær-jazzen, men ville have godt af at blive rystet lidt fra sit sikre ståsted. Det er musik, der går godt til et let måltid, stearinlys og lidt fletten fingre, men som desværre ikke opfordrer til mere end det. Æv!

Godt hjulpet på vej af en stabil gruppe musikere: pianisten Kasper Villaume, trommeslageren Morten Lund og bassisten Avishai Cohen, hvor sidstnævnte excellerer i den svære kunst at gøre sit avancerede spil bemærket, uden dermed at fylde, samt en omfattende blæser sektion, har Malene Mortensen skabt en afrundet og behagelig plade. Man overraskes sjældent, men skuffes dog heller ikke rigtigt, og jeg kunne personlig godt savne lidt mere bid. Det ville være interessant, at se hvordan klaveret spiller live, da der blot skal en smule mere nerve og spontanitet til, førend det går hen og bliver ganske godt.

Malene Mortensen. 'Date With a Dream'. Album. Stunt.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af