Oasis

Siden Gallagher-brødrene bragede igennem den engelske lydmur med debuten ‘Definitely Maybe’ i 1994, har der hvilet et nærmest umenneskeligt pres på Oasis. Pressen har elsket at hade de engelske arbejderdrenge fra Manchester, der med salg i millionklassen fra den ene dag til den anden etablerede sig som Englands største rockband.

Liam og Noel har da også fra karrierens start udvist ren mesterføring i selvpromovering med et hårdt greb om poppsykologiens vis-det-og-fortæl-det. Oasis har altid forstået at være mere end deciderede pågående, udadvendte og provokerende i hele deres fremtoning. Men bandet har samtidig balanceret på den musikalske kopis skarpe æg med for tydelige referencer til Lennon & McCartney og Jagger & Richards.

I denne musikalske referencerammes overhalingsbane kører Oasis ufortrødent videre på deres syvende udspil ‘Don’t Believe the Truth’. Med 60’ernes rock & roll i bakspejlet har Oasis denne gang nedtonet stadionrocken til fordel for en mere renset og stilren 60’er lyd, og englænderne er mere velklingende end længe hørt. Bevares, bandet holder på enkelte sange stædigt fast i dets velkendte musikalske skabelon. Førstesinglen ‘Lyla’ og ‘Turn Up the Sun’ er umiskendeligt Oasis med storladne guitarer.

Den mere rå tone i produktionen og især brugen af akustiske guitarer fremtoner dog mere centralt hos Oasis end nogensinde før. Både på balladerne ‘Guess God Thinks I’m Abel’ og den fine Gallagher-duet ‘Let There Be Love’ men også på rockede sange som ‘Love Like a Bomb’ og ‘Part of the Queue’.

På trods af nyfunden luft og flere fine melodier på pladen nægter bandet alligevel fortsat at skifte musikalsk vognbane og kopierer stadig forbillederne nærmest på det skammeligste. Derfor fremtoner Oasis stadig for selvoptaget i referencernes vold og dermed kun lidt mere end middelmådige.