Mofus

Nyeste udspil fra danske Mofus er en lidt underlig størrelse – nemt at gå til på grund af de iørefaldende melodier, men svært at kapere på grund af de forskellige genrer, som bandet prøver at favne.

Her er både elektroniske elementer, pop og rock-elementer, samt noget der nærmest ligner singer/songwriter-genren med flot vokalarbejde og arrangementer. Hver for sig står sangene fint, men som helhed halter albummet. Det er svært at finde ud af, hvad frontmand Anders Bech egentlig helst vil. Han kan lidt af det hele, men det går galt, når han prøver at flette det hele sammen på kun 36 minutter.

Bedst fungerer de mere elektronisk prægede sange, fordi rock-elementerne fungerer godt sammen med de elektroniske beats, der ikke overskygger den gode melodi. Desværre halter vokalen ind imellem – bedst illustreret i ‘The Factory’, hvor vokalarbejdet ikke er særlig overbevisende, mens den andre steder er smuk og vellydende.

Mofus har mange rigtige gode idéer og også flere gode sange, men der er for mange huller i asfalten, til at det bliver en rigtig god plade.

Mofus. 'Eightbitrenegade'. Album. A:larm.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af