Motörhead
Det er de færreste rockmusikere, der opnår en så ikonografisk status, at man alene benævner dem på fornavnet. Men i rockens verden, der er der kun én Lemmy. Manden er mere eller mindre synonym med Motörhead, der i øjeblikket kan fejre ikke mindre end et 30-års jubilæum, og hvilken bedre måde at fejre det end med en dobbelt-dvd?
Den ene disk er helliget en liveoptagelse, mens den anden er den obligatoriske bonusdisk, der som de fleste af den slags indeholder en masse lort, og et par få højdepunkter. De bedste bonus-øjeblikke finder man i interviewene med Motörheads roadcrew, hvoraf et par af dem har været med i alle 30 år. Der er altså et eller andet flippet ved at se en halvskaldet mand i slutningen af halvtredserne, der mest af alt ligner en forsikringsagent, stå og fortælle om sine 30 år som bas-tech for Lemmy.
Men dvd’ens eksistensberettigelse er selvfølgelig live-koncerten.
Showet er optaget i Düsseldorf i et Tyskland, der altid har været Motörhead-land, og man har til lejligheden allieret sig med lysmanden Gert Hof, der bl.a. har lavet lys for Rammstein. Man kan dog diskutere, hvorvidt det var et godt valg. Jo, lysshowet er imponerende flot, men Motörhead er om nogen et band, der på alle måder inkarnerer dirty, grimy rock n’ roll, og bandet mister noget af deres charmerende ‘værthus klokken fem om morgenen-attitude’, når de på denne måde bliver smurt ind i et nærmest overvulgært hi-tech lysdiorama. Det samme kan siges om klipningen mellem optagelsens imponerende mængde kameraer, der til tider virker lidt umotiveret frenetisk, og endda forsøger sig med en Matrix-agtig bullettime.
Men hvis overfladen er for velsmurt og overglaseret, så er Motörheads outfits, lyd og musik til gengæld befriende ligetil og kompromisløst, som det altid har været: punk metal n’ roll. Settet på 20 numre kommer igennem et rigt udsnit fra Motörheads monstrøse bagkatalog fra de gamle klassikere til et par numre fra deres seneste langspiller, ‘Inferno’. Og selvfølgelig er det klassikerne, der efterlader det største indtryk. ‘Overkill’, ‘Metropolis’ og Ace of Spades’ vil sparke røv i al evighed. Det samme kan ved denne lejlighed siges om en veloplagt udgave af hyldestnummeret ‘Ramones’ og en formidabel ‘Sacrifice’, hvor trommeslageren med det ultimative 80’er-metal navn, Mikkey Dee, virkeligt får lov at vise, hvor dygtig en trommeslager, han er.
Men alligevel skal man dog nok være inkarneret Motörhead-fan for virkeligt at sætte pris på alle koncertens 90 minutter – jeg fangede i hvert fald mig selv i at kigge på uret mere end én gang. Måske skyldes det, at man ikke fornemmer det enorme lydtryk, som Motörhead leverer live – mit fjernsyn kan nemlig desværre ikke trække 128 decibel…