Jamie Cullum

Historien om Jamie Cullum er en af de mere spektakulære. I 2003 udgav denne unge englænder sit andet album ‘Twentysomething’ med jazznumre, hvoraf de fleste var gamle swing og crooner-klasikkere. Det lyder måske ikke så spektakulært, men jazz-scenen i England havde aldrig set noget lignende. Med en scene-energi der kunne få sikringer til at sprænge og en drengerøvscharme der væltede pigehjerter, endte han med at blive den bedst sælgende jazzmusiker i England nogensinde med over en million solgte albums.

Måske var hans musik ikke original, men det var han til gengæld selv, når han spillede, trommede og dansede på klaveret, så selv den værste kritiker må tage hatten af for hans showmanship.

Opfølgeren ‘Catching Tales’ er en ordentlig krabat af en plade med 15 numre. Der startes ud i vanlig gavtyvestil med førstesinglen ‘Get Your Way’ og dens karismatiske klaverstykke, som er hentet fra gamle Joe Williams’ ‘Get Out of My Life’. Herefter bliver der plads til både klassikere, egne kompositione og samarbejde med så forskellige folk som Dan the Automator og Ed Harcourt. Der er numre til ungpigeværelset, når det er fyldt med hjertesorg og til at stimle rundt om klaveret med, når habitten er pudset op til fest. Men Cullums vokal kan godt blive en smule trættende i længden, især når han er så overraskende lidt overraskende. Der mangler simpelthen numre, hvor han slår sig løs.

Selv om der stadig blinkes med det ene øje mellem linierne, byder ‘Catching Tales’ på et mere modent udtryk. Det er alt sammen meget pænt og hyggeligt, men desværre bliver det samtidig lidt for ferskt og fornuftigt. Jamie Cullum er stadig den klassekammerat, man ønsker havde klaverbokset stemningen op under loftet til ens studenterfest, men med alt hans fandenivoldske gå-på-mod, kunne man godt ønske sig lidt mere galskab fra charmetrolden.