Matisyahu
Det er svært at forestille sig en sortklædt, lidt ranglet ortodoks hadisisk jøde med stort skæg, som står og fyrer den af på en scene – men det er præcis, hvad 27-årige Matthew Miller alias Matisyahu gør på dette live-album. Matisyahu har sin helt egen måde at udbrede det jødiske budskab på – gennem musikken, som i dette tilfælde er rigtig god moderne reggae tilsat et gran hiphop.
‘Live At Stubb’s’ viser Matisyahu, som båder synger, rapper og agerer human beat box, i topform med et super stramt band, der formår at sætte skub i publikum. Ganske overlegent starter Matisyahu koncerten med at lade bandet dubbe lidt, inden han selv kommer på og synger første vers af ‘Sea To Sea’ på hebræisk, for derefter hurtigt at slå over i engelsk igen. Denne vekslen fortsætter på flere numre, og det fungerer overraskende godt.
Hitsinglen ‘King Without a Crown’ fra hans første og eneste studiealbum ‘Shake off the Dust… Arise’ er helt sikkert klimakset på albummet, men ‘Chop’em Down’ og ‘Refuge’ er også værd at fremhæve. ‘Live At Stubb’s’ er et rigtigt godt album, der rammer en bred målgruppe, selvom lidt variation i numrene ikke ville have skadet.