Liz Phair

Hvis Liz Phairs nye album var fra dyreriget, ville det halte som en slagen døgnflue. Nok kunne enkelte af pladens 14 numre bane sig vej til en flygtig stjernestund på MTV – men så er vi jo næsten lige vidt.

I 1980’erne drev den nu snart 40-årige sangerinde rundt i den amerikanske indierock-undergrund. Her pushede hun hjemmelavede kassettebånd under navnet Girlysound og hang ud med musikere som Urge Overkill og Chris Brokaw. Da hun i 1993 udgav sit første soloalbum, ‘Exile in Guyville’, blev det modtaget med udstrakte arme. Liz Phair fusionerede indierockens produktionsteknikker med klassisk singer/song-skriveri og blev på mange måder stilskabende for efterfølgende kvindelige sangskrivere.

Det er derimod tvivlsomt om Phairs nyudgivne album, vil blive forbillede for nogen. Forventningerne man måtte have i kraft af sangerindens relativt interessante fortid, bliver nemlig ikke indfriet på denne poppede og stilfærdige udgivelse.

Når man som musiker først har indladt sig med singer/songwriter-genren, så forpligter det – især tekstmæssigt. Liz Phair synger om smerte og hjerte, og om at stå ved sin ret. Det er ikke kliché i sig selv (medsøstrene Aimee Mann og Jenny Lewis gør det også), men har man ikke den fornødne kant eller ditto humor som modvægt, ja så ryger man durk ned i øregangenes store ingenting, hvor døgnfluer og andre klistrede gevækster hører til.