Det ligger ikke lige til højreskøjten at sammenligne Death Cab For Cutie med 90’ernes grungebølge. Musikken var en anden. Tiden var en anden. Men der er faktisk flere paralleller mellem Kurt Cobain & Co. og Benjamin Gibbard & Co. Mød Seattles nye stolthed, der selv mener, de skylder grungen meget.
Sig »Seattle« til din musiknørdede ven, og han eller hun vil stensikkert svare »grunge«. Havnebyen højt mod nord på USA’s vestkyst havde ikke haft meget at prale af set fra et musikhistorisk synspunkt, indtil en spinkel fyr med fedtet hår og hæs stemme råbte Seattle og en hel ungdom op i begyndelsen af 90’erne med Generation X-hymnen ‘Smells Like Teen Spirit’. Kurt Cobain og Nirvana røg på verdenskortet. Det samme gjorde Seattle. Og hurtigt efter fulgte andre bands fra byen som Pearl Jam, Alice In Chains og Soundgarden. De spillede grunge – en ikke helt logisk sammentrækning af garage, punk og metal – og resten er historie.
Men historien har endnu ikke helt fortrukket sig til musikannalerne. Selv om det er en tung arv at bære for nutidens Seattle-bands, er et af havnebyens mest lovende af slagsen, Death Cab For Cutie, overbevist om, at grunge-æraen har gavnet deres karriere.
»Jeg er sikker på, at der aldrig ville have været de samme muligheder for os for at blive opdaget, hvis ikke grunge havde sat Seattle på landkortet«, erkender bassist Nick Harmer, mens han kaster et blik rundt i det lille bandrum på Vesterbro-spillestedet Vega. Her skal han og resten af Death Cab For Cutie om nogle få timer spille deres første koncert på dansk jord, men der er lige blevet plads til et par interviews i dagsprogrammet.
Erfaringen fra de store bands
Med forsanger og sangskriver Benjamin Gibbard i spidsen er bandet draget på en længere turné i Europa for at sprede navnet Death Cab For Cutie, der indtil nu kun har ligget naturligt i munden på inkarnerede fans. Den brede befolkning skal lære at udtale Death Cab For Cutie, alt imens ørerne forkæles af en sødmefyldt, melankolsk indierock, som har været de fire amerikaneres varemærke, siden debutalbummet ‘Something About Airplanes’ udkom i 1999 på det lille Seattle-selskab Barsuk. Nu er Barsuk blevet skiftet ud med det multinationale Atlantic Records, hvor plader er penge, og Death Cab For Cuties femte album ‘Plans’, som udkom i efteråret, er begyndt at skæppe i kassen.
Men var det nået så vidt for Death Cab For Cutie, hvis ikke grungescenen havde sørget for at rette alles øjne mod Seattle dengang i 90’erne? Nick Harmer funderer lidt over ‘grunge-effekten’:
»Grunden til, at grungebølgen var rigtig god for et band som os, skyldes det kæmpe mediemaskineri, bands som Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden gik igennem. Det gav dem en masse ballast og erfaring, som de har videregivet til andre bands i Seattle, og som vi har kunnet drage nytte af. Derudover brugte de en del af de penge, de tjente, på at hjælpe musiklivet i byen. De gav for eksempel penge til pladeforretninger og spillesteder, og den slags hjalp jo også bands som os, der gerne ville frem«, siger han.
Den der familiestemning
Forsanger Benjamin Gibbard er netop trådt ind af døren, og Harmer fjerner et øjeblik sit fokus fra interviewet for at brokke sig til Gibbard over, at hans tøj er gennemblødt, efter at Vega-personalet har vasket det.
»Jeg ved ikke, hvad skal vi spille i i aften«, siger han tydeligvis irriteret.
Lidt rockstjerne er man vel blevet, selv om Death Cab For Cutie gerne vil fremstå som det stik modsatte, altså jordnære, og i bund og grund også gør det. Men måske de ellers så sympatiske amerikanere først lige skal til at vænne sig til at være stjerner? Den slags kræver lidt tilvænning, når man tidligere har været vant til at residere på et selskab, hvor kunstnere og pladeselskabsfolk kendte hinanden indbyrdes, og hvor pladesalg og pr-strategier ikke var helt ude af hænderne på dem selv, erkender Harmer. Men var det ikke også Kurt Cobain, som engang udtalte: »If there was a rock star 101 course, I’d really like to take it«?
»På den ene side er det surrealistisk pludselig at have alle de folk, som arbejder omkring os. Vi er ikke tidligere blevet promoveret i Europa på samme måde som nu, hvor der bliver gjort en stor koordineret indsats for at gøre os kendte herovre. På den anden side føles det som et logisk trin for os. Vi var nået til et punkt med Barsuk, hvor vi måske følte, at det ville være godt for os med nogle nye omgivelser efter så mange det samme sted«, siger Nick Harmer og fortsætter:
»Alligevel må jeg indrømme, at jeg savner den der familiestemning, som var på Barsuk. Der var ikke særligt mange mennesker, som arbejdede på pladeselskabet, så det var nemt at have et tæt forhold til dem. Vi kendte dem personligt og kunne følge med i, hvad der skete omkring os. Nu er der mennesker over hele verden, som arbejder for os, så vi er først nu ved at lære nogle af dem at kende. Forhåbentlig bliver de også gode bekendtskaber på et tidspunkt, men det tager helt klart længere tid, fortæller Death Cab-bassisten, som atter er faldet til ro efter irritationen over sit våde vasketøj.
Lidenskaben tæller
Han har intet imod, at snakken går på parallellen mellem dem og den tunge grunge-arv, selv om det musikalsk set ikke er meget, Death Cab For Cutie har til fælles med grungen. Harmer ser alligevel lighedstræk mellem dem og den tidligere så populære Seattle-genre, som han håber, at andre folk også spotter:
»Et band som Nirvana turde være anderledes. Da de kom frem, kunne alle se: »Okay, enhver dreng kan fatte guitaren, skrive en sang og blive stor på det, men det er ikke det, der er afgørende«. Det er lidenskaben bag musikken, der tæller, og det havde de her bands. Den lidenskab håber jeg også, man finder hos os«, siger Nick Harmer og slår et forhåbningsfuldt smil op.
Et smil, som sikkert vil blive større, hvis endnu flere verden over får lært at udtale Death Cab For Cutie, men som alligevel ikke får Benjamin Gibbard, Chris Walla, Nick Harmer og Jason McGerr til at se sig selv som Seattles nye stolthed efter grunge-æraen.
»Hvis Seattle er stolt af os, så er vi da glade for det, men vi har aldrig forsøgt at tage det ansvar på vores skuldre at skulle være ambassadører for byen. Der er mange andre fantastiske bands i Seattle, som vi har stor respekt for, og som arbejder meget hårdt for deres karrierer. Men det, der skete i Seattle i 90’erne, tror jeg aldrig rigtig kommer til at ske igen på samme måde«, slår Harmer fast.
Duften af ‘teen spirit’ hører trods alt fortiden til, selv om Death Cab For Cutie er godt på vej til at få fat i nutidens ungdom.
Lyt til Death Cab for Cuties ‘Summer Skin’ på sampler-cd’en, der er dedikeret til årets Roskilde Festival og følger med det nye Soundvenue Magazine, som er på gaden onsdag den 21. juni.