Purified In Blood – fjeldaber med street-attitude

Det var mere N.Y. street attitude end klassisk fjeldabe-opførsel, da norske Purified In Blood med oppustede egoer og livet som indsats kastede sig ud i en gang voldsomt brutal hardcore-trashmetal. Der var masser af ‘tusser’ og wifebeaters og ikke så meget som skyggen af en norsk accent, hverken i det formfuldendte engelsk eller det desværre knap så formfuldendte musikalske frontalangreb, der med et dampbarns hyperaktive insisteren væltede ud over de fremmødte.

Energien var der, ingen tvivl om det, og bandets to frontbrølere fik med en del pædagogiske instrukser sat godt gang i publikum. Desværre var det til at starte med mere end almindeligt svært at finde hoved eller hale i, hvad fanden der egentligt foregik. Guitarerne var underligt fraværende i lydbilledet, og man måtte nærmest gætte sig til, hvad der egentligt blev spillet, ud fra hvad trommerne foretog sig. Men da der endelig kom styr på lyden ca. fire numre inde i settet, begyndte Purified In Bloods maniske virvar pludseligt at give rimeligt god mening.

Synderligt originalt er det ikke, og det virker til tider lidt tilfældigt, hvor numrene bevæger sig hen. Men nordmændene har en sikker sans for det lækre klassiske breakdown, hvor ens hoved hypnotisk må nikke i takt, mens hjerterytmen af ren og skær vellyst retter sin ind efter det tunge beat. Og de gange, hvor Purified in Blood ramte det rigtige riff, var det nemt at tilgive dem den mangel på struktur og originalitet, der ellers prægede musikken.