Pharrell

Selvom der sker langt mere interessante ting i hiphopmusikken, så er han svær at komme uden om. Med stakkevis af Grammy-priser, et alenlangt cv og et salg på mange, mange millioner har gjort Pharrell Williams til den mest profilerede producer i branchen. En rigtig A-liste popstjerne, der aldrig har været bange for at træde frem fra producerstolen.

Det sidste skridt ud i rampelyset tager han med solodebuten ‘In My Mind’, der synes at være inspireret af euforien og båret af den selvtillid, der følger med ovennævnte meritter. Med et glimt i øjet leverer Pharrell lummer og løjerlig lyrik, som måske nok lever op til mange af nutidens hiphopfloskler, men som også holdes behageligt over bæltestedet. Der er vel stil og klasse over manden. En sand gentleman.

Som sangskiver besidder Pharrell ikke den store kunstneriske nerve. Det er først og fremmest med charme, selvtillid og selvfølgelig streetsmart attitude, at han kreerer et lytteværdigt album. Den kække og opløftende ‘Young Girl’ med frisk gæsterap fra en anden superstjerne, Jay-Z, er et fint eksempel på langtidsholdbart håndværk i hitpotentielle klæder, og der er besnærende beats og drøje hug til dummernikkerne i ‘Raspy’. Og så er der faktisk glimrende indsigt at hente i den introspektive ‘Best Friend’ og dragende dagdrømmeri på ‘You Can Do It Too’.

Pharrell holder produktionerne på et kontrolleret minimum. De klassiske keyboardklange og skarpe synthloops, som vi kender fra The Neptunes, skaber stadig den sjælfulde atmosfære i soloprojektet, og de behagelige og højtbelagte beats giver fundamentet bund. Manden har sans for melodierne, der er mindre hiphop og mere pop, men altid midtpunktet. Det er sårbart uden at være sofistikeret. Og det er lettilgængeligt uden at være decideret letkøbt. Skabt af Pharrells popøre, som er svært at komme uden om.