Yeah Yeah Yeahs – fænomenet, punkeren og prinsessen

Der var regulær personlighedsspaltning på Mølleplatsen i Malmø, da Karen O entrede scenen til tonerne af den kryptiske radiohymne ‘Gold Lion’. De rockprinsesse-tendenser, man ofte ser afbilledet i mode- og musikblade, bar hun frem med diadem, tryllestav og sølvfarvet svømmedragt, der godt nok var vandafvisende, men badede sig hjemmevandt i scenelyset og opmærksomheden fra et hav af fremmødte. ‘Pin’ fulgte efter, imens man var hensat til en Jane Fonda-workoutvideo med skarptskårne Karen O i knækkede positurer og høje knæløft. Hun er sgu’ sej. Og sexet. Og lidt skræmmende.

Det sprælske smittede desværre ikke af bandet, der til lejligheden var en kvartet. Mens Karen ikke havde problemer med at fylde teltet ud, svigtede guitaristen Nick Zinner sin opbakningsfunktion. Godt nok kan han skrive geniale, forvrængede melodier og riffs, men de plejer at være mordvåbnet i »I gotta man who makes me wanna kill« til et primalbeat fra trommeslager Brian Chase.

Efter ‘Maps’ – årtiets smukkeste kærlighedssang, selvom ingen kan sige ‘love’ mere hæst og uforførende end Karen O – dykkede koncerten til et unødigt akustisk indslag og den atypiske ‘Phenomena’, og beviste, at det er punkrockkataloget fra ‘Fever To Tell’, der står stærkest. De nye numre virker godt på hitlisterne, men er tamme indslag på en scene.

Forventningerne var sat højt, og de blev delvist indfriet i de øjeblikke, hvor rockstjerneattituder sendte en blitzkrig af riffs, Karen O og rå skønhed mod publikum. De prøvede at skabe moment i de næsten glidende overgange, men enkelte ujævnt leverede sange forhindrede, at det blev medrivende. Alligevel var det med en fribillet i hånden svært ikke at føle sig velhavende på oplevelseskontoen med, naturligvis, ‘Rich’ som ekstranummer.