Guther

Lyden af lys, der vikler sig ind og ud af solnedgangen, når man kniber øjnene sammen. Det er omtrent, hvad tyske Guther forsøger at indkapsle med deres glasklare indiepop. En idé, der af alle steder blev til på Tysklands neutrale nordkyst med blikket fæstnet på aftenfarverne over Skåne, svenskens tunge gump. Af uransaglige årsager er der kommet et ganske pænt resultat ud af det alligevel.

Julia Guther og Berend Intelmann kan på ingen måde måle sig med bare en gennemsnitssolnedgang, men ikke desto mindre er album nummer to fra den engelsksprogede berliner-duo alligevel smukt oplyst. Især på grund af Julias evigt vuppetivuppende og lettere naive vokal, der er som skabt til makkerparrets yderst humørskiftende, men altid fjerlette musik. Og uanset temperamentet, der veksler smidigt mellem det blide og søde til det Schweppes-brusende energiske, bevæger hun sig som en varm væske mellem lagene.

Ikke fordi hun er en specielt god sanger. Men mere fordi hun tilføjer den der lunefulde undertone, man kun oplever ved mødet med mystiske og bjergtagende mennesker, der synes at eksistere blot en enkelt aften. Eller i hvert fald en snert af den. Og det er nok i dette tilfælde.