Mani Spinx

Enmands-pseudonymet Mani Spinx, der på ‘Post Modern Panic Attack’ får hjælp af et væld af samarbejdspartnere, har en forkærlighed for klassisk pop/rock, glam og singer/songwriter fra især 70’erne.
Der citeres, opdateres og blandes med egne mere eller mindre skøre indfald – vel ud fra den postmoderne devise, at man alligevel ikke helt kan lave noget, der ikke er lavet før.
Marc Bolan og T-Rex har haft en finger med i spillet på ‘Run, Run, Baby. Run, Run’. ‘Last Night in America’ er et storslået bravura-nummer. Svulstig popmusik med et omkvæd, man kan høre komme gungrende på miles afstand. Og den labre ‘Flight 243 Out of Memphis, Tennessee’ er med sin easy going soulharmoni et autentisk stykke pop, som de lavede det på det nordamerikanske kontinent for 30 år siden.

Og det er da også som melodisk fortolker og genrekender, at Mani Spinx og denne plade står stærkest. Det kniber mere, når han poserer som klassens finurlige, frække dreng. ‘Smoke a Flower’ falder til jorden i sin iver for at tiltrække sig opmærksomhed. Og på opremsningssangen ‘Fuck’, der blandt andet indeholder linjerne »fuck the pussys, fuck the dicks… and fuck myself, why not?«, får Spinx måske nok lukket noget damp ud, men fremstår hverken vovet, morsom eller provokerende.
Selv om ‘Post Modern Panic Attack’ momentvis er et glimrende album, lider det under, at bagmanden ikke helt har fået de to roller til at gå op i en højere enhed.