M. Ward – en kunstner alene

Han er helt alene på scenen i Lille Vega. Matt Ward; en mand med sin guitar, mundharmonika og piano. Og som han synger ikke langt inde i koncerten, i en af flere fortolkninger af Daniel Johnstons numre, så er kunstneren alene på sin vej.

Det er nu ikke fordi, at M. Ward som sådan ligger under for klichéen om den enlige kunstner, som ingen i verden forstår. Han er bare dér helt alene på scenen, men med et enormt nærvær får han utrolig meget lyd ud af sine instrumenter og sin hæse, tilbageholdende stemme.

M. Ward, der for nyligt udgav sit femte studiealbum med titlen ‘Post-War’, har ellers på albummet skruet op for elektriciteten og trommerne i forhold til de fire tidligere udgivelser. Denne musikalske ændring var det dog i midlertid ikke muligt at spore ved tirsdagens koncert. Alene forblev på han helt indtil slutningen af koncerten, hvor en frivillig fra publikum blev hevet op på scenen for at akkompagnere ham til slutningsnummeret ‘Rollercoaster’.

Indtil da benyttede han sig i flere omgange af preoptagede guitar-passager, der kunne understøtte hans numre, og som han derefter, som en gimmick kunne skride fra. Sjovt som en gimmick, ja, men i virkeligheden er det måske på tide, at Mister Ward slipper sit one-man show og lukker en medspiller ind på scenen.

Koncerten var, til trods for denne kritik, en vidunderlig blanding af nye og gamle numre, og man bliver slæbt ved håret direkte ind i hans underfundige univers. For lige meget hvad, så formår M. Ward virkelig at fortælle historier, der rører én og giver grund til at huske på, hvad singer/songwriting i virkeligheden er. Smukkest blev det dog, da han fortolkede David Bowies ‘Let’s Dance’, og nummeret pludselig gav så meget mening, at åndenød var uundgåeligt.