The Knife – de lange knives nat

Et udsolgt Vega stod klar, mens lyset blev slukket og tæppet gik op. Sjældent har salen været mere teatralsk og teknisk forædlet end med The Knifes ensomme tosomhed forpuppet i et ocean af visuals bagerst og med en oplyst membran foran publikum. Tænk på Platons hule med dæmoniserende baglys og en drømmelignende skyggeverden, hvor de, maskeret inkognito som ravne i en græsk tragedie, lagde for med en version af ‘Pass This On’ i afklædte gevandter.

Herfra kunne de læse et hengivent publikum som en åben bog. Det var ikke svært at leve med på dybdebassens skrald og være med til mane de monstre frem, der for alle engang har gemt sig under sengen på børneværelset. For søskendeparret Olof og Karin Dreijers selvdigtede horrorunivers var heldigvis ikke blot et indforstået mellemværende mellem en excentrisk bror og søster, men et musikalsk spindelvæv, de ville dele. Men indadvendte og sky, det forbliver de dog altid.

Halvvejs i koncerten blev de fleste omarrangementer, der emmede af vintage italo-disco (hør bare Decadances grandiøse oldsag fra 1983 ‘On And On (Fears Keep On)’, mine damer og herrer), forlagt med ‘Heartbeats’ i en hårrejsende Twin Peaks-forklædning. Efterfølgeren var ‘Silent Shout’ som Underworldsk undergangstechno, der forløste, forkyndede og eksponerede molarkitekturen på en blodrød scene.

Her stod vi så. Os, der indenfor 12 minutters held og møje havde betalt færgemanden turen over floden (nej, ikke Øresund) til den mytiske underverden, som Sveriges pt. mest hypede duo har bragt med sig. Lige midt i forventningens rus, der blev indfriet som små stik i hjertekulen og hver gang kunne mærkes som en lille, om end livgivende, død. Den perfektionistiske illusion holdt hele vejen, hvor selv det mindste fejltrin fra en roadie kunne få korthuset til at falde.

Man var udsat for en følelseskur, hvor der ingenlunde blev skåret ind til benet, men tværtom udvist kunstneriske visioner af en anden verden for koncertformens overlevelse. Det kan man leve højt på vinteren over. Måske endda have det som trumf i ærmet for musiksnak årene frem: »Jeg var sgu til The Knife«.