Mouse on Mars

Der er fuld tryk på, når Andi Toma og Jan St. Werner fyrer op under laptop og sequensere. Med 60 mil i timen og en spænding på 360 volt buldrer de derudaf på en vej, der helst skal være så bumpet som overhovedet muligt.

Efter deres seneste studieplade ‘Radical Connector’, der var meget vokalbaseret, har de to syrehoveder fra Düsseldorf været i studiet for at lave en plade, der afspejler den måde musikken fremføres til deres koncerter. Rytmerne bliver melodiske byggesten, og melodistumperne bliver brudt op, så de i stedet danner rytmestrukturer. Alt dette tilføjes en dyb, dyb bas og et funkybeat, der er svær ikke at finde medrivende på trods af, at der ikke er egentligt hitpotentiale blandt de ni numre.

Hvis man kan tale om, at elektronisk musik er strøm omsat til toner, så gnistrer det så meget fra Mouse on Mars, at de kunne være selvforsynende med energi. Og der er også rigeligt at dele ud af.

Albummet fremstår som et medicinsk laboratorieeksperiment foran en forsamling af måbende tilskuere. Mose on Mars er de to gale professorer, der med deres lange, grå strithår og tykke briller skruer og drejer på alt, der kan skrues og drejes på. Imens sidder vi tilbage med følelsen af at have fået renset ører med pigtråd.