One-Eyed Mule

Danskerne i One-Eyed Mule mener selv, de er et hobo/drone/country/bluesband, der spiller så man kan smage støvet i munden. Den slags klichér er åbenbart uundgåelige, men desværre er den ikke den sidste, man støder på i forbindelse med dette debuterende orkester.

Sagen er den, at One-Eyed Mule har samme tilgang til americana og country som de fleste andre danske orkestre, der forsøger at komme ind på livet af denne genremæssige klippe. Det bliver sjældent til meget mere end enkelte ridser i overfladen og et ofte overdrevet brug af countryens retorik.

Forsanger Rasmus Dall gør hvad han kan for at lyde ærkeamerikansk. Hans ‘twang’ er ikke helt håbløs, men det er umådeligt svært at tro på ham – netop fordi countrymusikken er en så geografisk bundet genre, som kan være et særdeles farligt sted for unge danskere at begive sig ind på, hvis de ikke kæmper en brav kamp for at tilføre den et dansk islæt. Det gør One-Eyed Mule ikke, og pladen lever ikke op til pladeselskabets løfte om et opdateret take på genren.

Bag sig har Dall et velspillende orkester, men deres evner på banjo og guitar får hverken Doc Watson eller Ralph Stanley til at se sig over skulderen. One-Eyed Mules har desuden en rigtig ærgelig tendens til at lægge sig lige lovlig meget i røven af Sixteen Horsepower. Lad være med det. Gør hellere som I gør på ‘Leen, Why Don’t We Settle Down’, hvor I næsten matcher John Prine i skønhed, eller på det fremragende titelnummer, der leder tankerne hen på country-noir troubadouren Ben Weaver.

Smid countryprædikatet, drop retorikken og klichéerne, og skriv sange, der når ud over genredefinitionen og ind i hjertet. Det er vist det, countrymusikken i bund og grund handler om.