Phonovectra

Ambitionerne fejler ikke noget på danske Phonovectras debut. Med et dramatisk univers af støjende guitarflader og den tidligere sanger i Jupiter Day Mark Rosenérs androgyne og teatralske stemme i front skyder kvartetten sig ind i en dyster og mørk tradition med et stort format, ikke ulig det vi kender fra Placebo.

Med produceren Steve Albini (Nirvana, Iggy Pop) bag knapperne er der lagt op til noget stort, hvor Rosenérs specielle stemme, som lægger sig et sted mellem stemmerne fra Placebos Brian Molko og Mani Spinx’ Mads Brøbech Andersen, kan komme i fokus.

Desværre er det som om, magien aldrig rigtig indfinder sig. Selvom ‘She’ll Come’ på fængende vis starter pladen ud med masser af brølende guitarer og en melankolsk bund af storby-vemod, og også ‘Where Did We Go’ oser af pågående energi, finder Phonovectra ikke rigtig fodfæste på det ambitiøse stillads, de har bygget op. De kommer på trods af de ihærdige forsøg ikke med de store, indtrængende eller banebrydende musikoplevelser, og helhedsindtrykket bliver en anelse glat. Man savner, at kvartetten vover sig længere ud i vedholdende, fortættede guitarflader eller byder på velspillede, overraskende favntag, som man bare ikke kan slippe ud af igen.