Tori Amos

»Yo George«, lyder de første ord på Tori Amos’ nye album, og når man lægger ud med at ‘disse’ lederen af den såkaldt frie verden, er tonen ligesom slået an. Og Tori er godt sur!

Bag den fine stemme og særegne diktion, har altid gemt sig et mindre dydigt væsen, og dette, hendes niende studiealbum, er ingen undtagelse. Mens sidste album var konstrueret som en rejse gennem en kompleks blomsterhave, bliver man denne gang præsenteret for et lettere skizofrent koncept, hvori en samling dukker med forskellige personligheder ytrer sig om verden. Karaktererne ses i ‘Big Wheel’-videoen, og er en semi-interessant kommentar til gængse kvindelige stereotyper blandt andet.

Konceptet er nu ikke særligt afgørende for pladens indhold, nærmest tværtimod, og man kan derfor med held ignorere det, og passende fokusere på de i alt 20 numre, hvilket bør være alt rigeligt. Fælles for dem alle er, at de venligt stemte bongotrommer er på retræten, mens døren for vred, forvrænget guitar og ditto rocktrommer står på vid gab. I selskab med honky-tonk-inspireret klaver og de lagkage-vokalharmonier, der er Tori Amos’ kendingsmærke, får albummet sit eget liv.

Hvor indignationen er størst, er sangenes kvalitet ligeså, og de dybeste aftryk sættes derfor af numre som ‘Big Wheel’, ‘Teenage Hustling’, ‘Code Red’ og ‘Girl Disappearing’, der med fængende styrke fremavler melankoli og aggression på én og samme tid. På den mere stille, knap så stridslystne side finder man ‘Beauty of Speed’ og den finurligt europæiske ‘Velvet Revolution’, der er klassisk Tori Amos – skævt men godt.

Den samlede pakke er broget og sarkastisk, sødmefyldt og rasende, ofte på kanten til at være for meget, men tydeligt et hysteri affødt af den aktuelle desperation, der passende må afspejles af og i kunsten.