Dolores O’Riordan

For mange er der sket en hel del siden 90’erne. For andre er der ikke sket en skid. Cranberries-frontkvinden Dolores O’Riordan er et glimrende eksempel på det sidste. Hendes solodebut er ikke kun et ret kedeligt album, men også en halvdeprimerende reprise fra 90’erne.

Den irske sangerindes karakteristiske, betagende vokal fylder som sædvanligt meget, og fra første nummer tager den styringen. Man genkalder også den keltiske rock med de metaltunge guitarriff fra The Cranberries-tiden, men det hele bliver temmelig hurtigt kedeligt. Dels fordi numrene ligner hinanden, dels fordi albummet ligger i lidt for snorlige forlængelse af hendes tidligere arbejde. Hun siger det faktisk selv på nummeret ‘When We Were Young’: »Funny how things just tasted better / When we were young«. Ja, det er egentlig meget skægt, at det virkede så fint dengang, men i dag virker helt anderledes.

Tekstmæssigt sværmer albummet om almindeligheder som ovenstående, men har dog også et par lyspunkter, for eksempel ‘Stay With Me’ og ‘Loser’, der trækker Dolores lidt op af kvalitetsstigen med hooklines, der til dels matcher The Cranberries’ sans for det tunge og fængende. Men det rækker desværre ikke så langt.

Dolores O’Riordan. 'Are You Listening?'. Album. Sanctuary/Target.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af