Oi Va Voi

Det er efterhånden set mange gange. Et band søger at nå et unikt udtryk gennem eklektiske smårapserier på den anden side af genrehegnene, et miskmask som af og til fungerer og andre gange ikke. Og når det ikke fungerer, skyldes det som regel, at den musikalske integritet splintres gennem de mange maskeskift undervejs. Det kan med andre ord virke anstrengt og forceret, hvis genre-grebet bliver for vidstrakt, medmindre det bliver gjort på en måde, der virker motiveret og relevant. Og det er ikke altid tilfældet på Oi Va Vois selvbetitlede album.

Pladen savner kort og godt konsistens over hele linien, idet de mange maskeskift fører til unødvendige opbremsninger. Ørene skal gang på gang rekonfigureres til de konstant ændrede sanseangreb på trommehinderne. Pladen har således ganske svært ved at finde sig til rette i albumformatet, og de præmisser som gælder der. Ingen tvivl om at ambitionsniveauet er højt hos Oi Va Voi, men af og til kan det betale sig bare at kalde en spade for en spade.

Et helt og aldeles uforbeholdent lille hjertesuk skal dog lyde over ‘Balkanik’, en kækt spjættende sag, der strutter af selvtillid og skruppelløst indtager globaliseringens dansegulv. Skønt.