Rufus Wainwright

I bogen ‘The Long Tail’ har chefredaktøren for Wire, Chris Anderson, beskrevet, hvordan niche-områder indenfor musik fylder tiltagende meget. Det obskure er blevet det nye brede. Den flamboyante særling Wainwrights sejrsgang bekræfter da også, at selv esoterisk kammer-pop kan finde ind til mange hjerter.

Wainwrights femte album er det mest varierede hidtil, og er bjergtagende flot produceret af kompositions-fetichisten selv med hjælp af Neil Tennant fra Pet Shop Boys.

Ikke overraskende betyder det sofistikeret pop af højeste karat, dog nu i klædende løssluppen tone, som den frivole løsning på apokalypsen i opstemte ‘Between My Legs’. Selv om han stadig gør sig i det orkestrale, er albummet orienteret mod en rockkontekst, og især mod 70’erne. På ‘Going to a Town’ tænker jeg Jackson Browne, ligesom den unge Elton Johns sprængning af datidens form føles relevant som reference. Det er ikke tilfældigt. Wainwright har udtalt, at albummets tema omhandler dem, der aldersmæssigt er nået 30’erne, og vokset op i 70’erne. De har rodet blindt rundt i 20’erne for nu at komme til punktet i sit liv, hvor man skal vove at elske og opnå sine drømme. Ved at bryde konventionerne og turde være anderledes. Sætte stjernerne løs. Fra vuggevise pop til larger-than-life kabaret til lyserød country røg til (gulp!) opera er dette både en følsomt empatisk og storslået, visionær plade, der yderligere stadfæster Wainwright, som en af vor tids mest unikke, personlige og vigtige kunstnere.